Matematikkonsulenternes blog

Blog

TV-udsendelser i matematikundervisningen

I dette blogindlæg vil jeg tage jer med ind i Center for Undervisningsmidlers kartotek over tv-udsendelser. Tv-udsendelser kan bruges til lidt af hvert i matematikundervisningen. Og nogle gange kan mødet mellem problemstilling, tv-udsendelse og GeoGebra gøre, at sød musik opstår for en matematiklærer!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle gange, har jeg skullet lede længe efter gode tv-udsendelser til matematikundervisningen, men den anden dag faldt jeg over den svenske tv-udsendelse Kalkyl. Kalkyl handler om matematik. Sabine Louvet, matematiklærer, tager forskellige praktiske problemstillinger op, og belyser dem fra et matematisk perspektiv. Og jeg blev glad helt ind i hjertet. De her tv-udsendelser er så fine. Så jeg vil gerne slå et slag for dem, så I kan bruge dem i jeres undervisning.

Billedet herunder er hentet fra tv-udsendelsen.

#Fil 2 

GeoGebra-bloggen

Pædagogiske konsulenter ved Center for Undervisningsmidler UCL. Medlemmer af Det Danske GeoGebra Institut.

Bloggen fokuserer på inspiration til brug af GeoGebra i matematikundervisningen, men også på potentialer og faldgruber ved it-inddragelse i matematikfaget.

Målgruppe

Jeg vil vurdere, at tv-udsendelserne og problemstillingerne er relevante for mellemtrin og tidlig udskoling. 4.-7. klasse alt efter, hvad eleverne har arbejdet med før. De par testpiloter jeg har afprøvet tv-udsendelserne på, synes, at det var sjovt at se matematikken brugt på en lidt anden måde, og på et konkret problem.

Kalkyl er nogenlunde bygget op på følgende måde: Der er et problem, som skal løses praktisk. Det gøres ved, at de laver en model, foretager nogle beregninger, dykker ned i matematikken bag og endelig afprøver modellen ud fra deres beregninger.

Det er så enkle problemstillinger, at de er til at gennemskue beregningerne bag, og man kan nemt regne efter evt. på baggrund af en model, man selv undersøger. Og alle udsendelserne varer ca. 13-15 minutter. Det er derfor yderst overskueligt at inddrage i undervisningen.

Matematiske kompetencer

Det er meget enkelt at få de matematiske kompetencer i spil i arbejdet med udsendelserne. Eksempelvis er der et bevis i spil i afsnittet om vinkler, og ræsonnement og tankegangskompetencen kommer næsten af sig selv, hvis man dykker lidt ned i matematikken, der er i spil. Og i afsnittet om omkreds er selve det at få opstillet en model ud fra de oplysninger man har, og det er vurdere modellen oplagt arbejde med elevernes modelleringskompetence. Det er i min optik en helt naturlig kobling til de matematiske kompetencer, hvis man forholder sig undersøgende og vurderende til det, de gør i tv-udsendelserne. 

mitcfu.dk

#Fil 1

Via http://mitcfu.dk kan man låne tv-udsendelserne til sine elever. Man booker slet og ret udsendelsen, som man ville booke et analogt materiale. Dernæst vælger man hvilken periode, eleverne skal kunne se udsendelsen i, og så kan eleverne tilgå med deres unilogin. Man kan også se udsendelserne direkte på Sveriges Utbildningsradios hjemmeside, UR-skola https://urskola.se/Produkter/183056-Kalkyl-Omkrets#Om-serien.

I mitcfu.dk kan man lave sine egne kapitelinddelinger til en tv-udsendelse. Et kapitelsæt eller en kapitelinddeling er en række markører sat ind undervejs i tv-udsendelsen, så man kan zappe til interessante steder i tv-udsendelsen. Jeg har netop lavet kapitelsæt til nogle af tv-udsendelserne i Kalkyl-serien, og flere følger hurtigst muligt. I mine kapitelsæt er der lagt en række spørgsmål til eleverne, som de kan arbejde med ved at se det efterfølgende afsnit. Derfor får man en lille fordel ved at trække udsendelserne fra mitcfu.dk i stedet for hos den svenske UR-skola.

Jeg har ikke kunnet modstå fristelsen til lige at inddrage lidt GeoGebra i det arbejde, eleverne kunne lave, når de ser tv-udsendelsen. Derfor deler jeg det med jer her på GeoGebra-instituttets blog.

Kalkyl 2 - Vinkler

Afsnittet om vinkler handler om at bygge en rampe til et filmstunt med en eksplosion. Afsnittet kommer ind på nabovinkler og trekantens vinkelsum, endda med et lille bevis for vinkelsummen. Hvis eleverne ikke kender til nabovinkler ved en ret linje, kan de lige undersøge i filen her https://www.geogebra.org/m/GnMF4VKw og så gå videre i tv-udsendelsen. Og trekantens vinkelsum kan de undersøge her https://www.geogebra.org/m/VJV5CDqU ved at optage i regnearket og undersøge en masse specialtilfælde, eller de kan udføre ’klippe’-beviset, som Sabine gør i tv-udsendelsen her https://www.geogebra.org/m/UyX32NSB.

Jeg har udarbejdet en pædagogisk vejledning med forslag til, hvordan man kan arbejde med tv-udsendelsen i matematikundervisningen. Det hele kan ses her http://mitcfu.dk/TV0000105176

Kalkyl 4 - Omkreds

Kalkyl har et afsnit om omkreds, hvor Globen, multiarena i Stockholm skal undersøges. Her er et også oplagt at tegne modellen i GeoGebra. Det kan gøres i 2D https://www.geogebra.org/m/xBY5bwFf eller i 3D https://www.geogebra.org/m/YxRrrqru.

#Fil 3

Jeg har også udarbejdet en pædagogisk vejledning og kapitelsæt til denne udsendelse. Det hele kan ses her http://mitcfu.dk/TV0000105422

Jeg håber, at I kan se potentiale i tv-udsendelserne, og måske I kan bruge det materiale, jeg har lavet til. Eller lave jeres eget, som passer lige præcis til jeres elever. Husk, at I kan kopiere det kapitelsæt jeg har lavet og redigere i det, så I kan tilpasse helt, som I vil.

Jeg har lavet en hurtig video til, hvordan du låner en tv-udsendelse på mitcfu.dk. Den kan du se her.

https://youtu.be/NNYhBWgwGng

God arbejdslyst!

Powered by Labrador CMS