Læs mere fra bloggen: Jans Frikvarter
Blog
I dag har jeg taget en svær beslutning - jeg har bestilt en rullestol
At se sig selv i en ny kontekst kan være grænseoverskidende. Især, når det omhandler en rullestol.
Publiceret
Senest opdateret
At erkende nederlag kan være svært, især når det drejer sig om ens egen krop og helbred.
Det er en proces, der tager tid, og som kræver stor indsigt og selvindsigt. Det er en proces, jeg selv har gennemgået, da jeg blev ramt af en muskelsygdom, som jeg stadig kæmper med.
For næsten to år siden blev jeg smittet med corona på min arbejdsplads. Efterfølgende blev min coronasygdom erkendt som en arbejdsskade. Efter et års tid blev en af mine coronasenfølger diagnosticeret som myopati i benmusklerne. Sidenhen, er den ændret til en diffus diagnose.
Muskelsygdommen betyder, at jeg ikke længere kan løbe, og min gang kan hurtigt udtrætte mine ben. Det er en udfordring, da jeg arbejder som idrætslærer og lærer i indskolingen.
Jeg er taknemmelig for, at jeg stadig kan arbejde, men jeg er også bekymret for, at mine mange sygedage kan gøre mig mere sårbar i forhold til eventuelle fyringsrunder, som mange kommuner rammes af lige nu.
Senfølgerne har været en kamp, og mine mange små nederlag, har tæret på mig. Det har været svært at acceptere, at jeg ikke længere kan leve op til mine egne forventninger om, hvad min krop skal kunne.
Det har også været svært, at skulle bevise ting over for mig selv. At jeg stadig kunne. Dog under andre forhold. En gang imellem har jeg lyst til at opsige min krop og flytte ind i en ny.
De sidste par dage har også gjort ondt. Nogle, har i kådhed, efterabet min gang. Andre har spurgt ind til min gang. De har mødt mig med stor nysgerrighed. Andre elever igen, har oplevet det, som om, at det er en naturlig del af, at være Jan.
At blive mødt med nysgerrighed er positivt. Det viser, at der er interesse for min person. Kådheden derimod, den er svær at forholde sig til. Det udstiller folk for manglende empati. Den har dog også gjort, at jeg atter måtte gentænke mig selv i mit arbejde.
I dag har jeg så taget en svær beslutning. Jeg har bestilt en rullestol ved den kommunale hjælpecentral, så jeg kan komme på arbejde de dage, hvor jeg ikke kan gå.
Det har været en udfordring at forestille mig, hvordan jeg skulle sidde i en rullestol. Mig, der arbejder som elitetræner omkring en af Danmarks bedste fodboldhold. Mig, der i kådhed løber en halvmaraton i midt fyrrene uden at have trænet op til den. Mig, der altid har været aktiv.
Lige nu, er svært at forestille sig kontrasten; at trille rundt i et klasseværelse i en rullestol.
Men nu er beslutningen taget. En ansøgning om et hjælpemiddel er afsendt til min kommune.
Og så må vi tage den derfra.
