Blog

Når en lærer gøres fortræd

Nedenstående er en oplevelse jeg havde på et tidspunkt. En oplevelse som blev til en ”arbejdsmæssig livskrise”. Bloggen er skrevet for længe siden. Men har ligget i min mappe for blogskrivning i flere år. Jeg har været i tvivl om, hvornår det skulle sættes op. Den skulle ikke handle om eleven. Men om oplevelse af at blive krænket og komme videre.

Publiceret Senest opdateret

Oplevelsen

Du var ligeglad med mig. Ud af en kontekst sprang du, og ind i en ny. Fra ubetænksom sjov leg med dine kammerater til stor vrede vendt mod mig. Din vredes eksplosion var rettet direkte mod mig. Vreden kom uventet og overproportionelt i forhold til min henvendelse til dig.

Jeg blev i den grad ramt, da du bad mig sutte din pik. Min vrede voksede indvendigt og alligevel var jeg afdæmpende i forhold til situationens karakter. Du fortsatte ud ad din tangent. Jeg kunne kun stå og tage imod dine voldsomme ord. Jeg kunne ikke lægge hånd på dig eller give tilbage. Jeg kunne kun mærke, hvordan vreden blev større i mig i takt med dine grænseoverskridende sætninger voksede og fløj i min retning.

Jans frikvarter

Lærer og meningsdanner. Arbejder i indskolingen, hvor matematik og idræt fylder rigtig meget. Idræt er hjertefaget. Men matematikundervisningen ligger også under huden og kribler. Jeg elsker at prøve at forstå elevernes udfordringer med matematikken og samtidig gøre faget så forståelig og konkret som muligt for det enkelte barn. For mig er idræt bare en magisk verden. Som jeg er nødt til at dele med børnene. Jeg er indskolingslærer pga. børnenes umiddelbarhed og ligefremhed. Ingen er mere begejstrede og fantastiske til at udfylde livsglæde end indskolingsbørn. Mit yndlingsmotto er: ”Længe leve barndommen”. Og netop i undervisningen præsenterer børnene barndommen for mig, når jeg mindst venter det. Og via denne blog håber jeg at kunne dele nogle af disse oplevelser. Jans frikvarter handler hovedsageligt om børn. Men i og med, at bloggen hedder Jans frikvarter, så kan der komme et enkelt pip om andre ting, hvis NEJ-hatten falder for tungt ned over øjnene. For på vores skole bruger vi også frikvarterne på at læsse af på kollegaerne, hvis der er behov for det.

Følelse af vrede boblede op i mig, som jeg kun kunne betragte udefra. Du registrerede den også. Nedgjorde den, som om du var ligeglad med min person. Jeg puttede følelsen i en lille æske og fokuserede på, hvordan jeg skulle pacificere din opførsel. Jeg lykkedes ikke med dig. Jeg følte i stedet, at du trampede hårdt på mig mentalt. Jeg følte, at du var ligeglad med, at du trampede på mig. Du blev bare ved. Jeg følte, at jeg var blevet nedgjort som menneske. Selv efter du var pacificeret af andre, var det ikke slut.

Da jeg, i min vrede gik forbi dig 20 min senere, kunne du ikke dy dig. Du kaldte mig for bøsse. Du viste igen, hvor ligeglad du var med mig, som person. På trods af din unge alder kunne du sætte dig op imod min erfaring. Det var som om, at du rev mig over i mange stykker.

Jeg blev voldsomt krænket. Oplevelse af at ramme afmagt. Jeg fik efterfølgende at vide, at jeg havde gjort alt rigtigt. Jeg lykkedes med ikke at optrappe konflikten. Handlede professionelt. Jeg fik at vide at det var fantastisk, at jeg i min over 20 år som skolelærer aldrig har været i sådan en situation, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg har været både en dygtig og heldig lærer.

Punkteringen

Oplevelsen gjorde ondt. Det gjorde ondt længe efter. Alle konflikter blev der slået hårdt ned på. Jeg var ikke længere den empatiske og indlevende person, som kunne løse konflikter. Jeg havde ikke overskud til at give alle en chance for at komme ud, som hele mennesker. Fremmede elever, som den førnævnte, der skabte konflikter, blev nu oplevet som personlige angreb. Jeg havde ikke overskuddet til at se fremmede elevers opførsel på andre måder.

Hver gang jeg kørte hjem fra arbejdet, skete det med et lettelsens suk. Hver gang jeg kom på arbejdet, leder jeg efter undskyldningen for at tage hjem. Arbejdsglæden var for en stund glemt. Det handlede om at overleve eller undgå konflikter med elever. Det handlede ikke længere om smilet fra eleven. Heller ikke den sjove bemærkning fra andre.

Det var som om, at jeg var punkteret indvendigt. Jeg gik og var smilende ud ad til. Indvendigt var jeg grå og indsunket. Kort efter, fortalte jeg min leder, at mødte jeg en tilsvarende oplevelse, så stoppede jeg højest sandsynlig min karriere som skolelærer. Tænk sig, at man kan møde den type oplevelser i dagens folkeskole? Ingen børn bør opføre sig sådan i skoleregi. Ingen bør opleve at blive krænket.

Psykologens opgaver

Fordi min arbejdsglæde var forsvundet, blev jeg sendt til psykolog. Jeg besøgte en psykolog et par gange. Jeg stoppede selv vores møder fordi jeg ikke følte, at vi var i sync.

Min leder bad mig prøve med en ny. Og jeg lovede at vende tilbage, når jeg var klar. Det gik ligesom bare i glemmebogen. Min første opgave fra psykologen var, at få en samtale med min krænker. Han skulle konfronteres med hans verbale overfald.

Jeg skulle konfrontere en elev som var mellem 10 og 13 år og spørge ham til hans ligegyldighed over for mig. Han skulle have at vide, hvordan jeg oplevede det. Fortælle ham, at jeg syntes, at han havde tingsliggjort mig. Jeg havde oplevet, at jeg bare var en ting han havde ødelagt og smidt i skraldespanden.

Selvfølgelig tog jeg ikke samtalen. Jeg mente ikke, at det var her at problemet lå. Problemet var, at jeg var løbet ind i en situation, hvor jeg følte mig krænket og samtidig ikke kunne stoppe situationen. Oplevelsen af at være magtesløs var total.

Som kontrast, vidste jeg, at han hurtigt var kommet videre. Han havde højest sandsynligt lagt episoden bag sig med det samme. Jeg var bare en lærer blandt mange, som bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

At tabe glæden på gulvet

Krænkelsen betød, at jeg mistede glæden. Ikke, at jeg gik i en depression. Jeg tabte glæden, som man taber en arm. Jeg kunne mærke alle andre følelser. Jeg kunne være vred, ked af det og have almindelig neutrale følelser. Jeg kan bedst beskrive det, som om, at verden var gået fra en flot farvefilm til en grå monoton oplevelse.

Var en elev i min klasse glad, sendte jeg ham en anerkendelse. Sendte en anden elev mig et smil, gengældte jeg det. Signaler, som jeg kendte, betød at jeg kunne aflæse glæde.

Signalerne var dog følelsesløse for mig. Smilet tilbage blev sendt uden, at jeg mærkede følelsen for glæde. Jeg kunne mærke det store smil på mit ansigts mimik. Men ikke følelsesmæssigt. Det var som om, at jeg var blevet følelsesmæssigt bedøvet. Jeg opførte mig som en robot, som var programmeret til at reagerer fysisk på en glædesimpuls.

Følelser bliver til tal

Jeg fortalte psykologen om mine oplevelser. Han gav mig opgaven, at finde 3 ting i hverdagen, som var gode. Jeg skulle give dem en karakter fra 1-10, hvor 10 var det højeste. Jeg startede godt ud. Jeg fandt flere ”gode” episoder gennem ugen, som fik mig op på et 3 tal. Men ellers lå de på 1 eller 2. Gangen efter var de nået op på 5.

Jeg valgte at stoppe, da den næste opgave ikke gav mening. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle analysere andres mulige handlingsmotiver overfor mig. For hver handling, skulle jeg prøve at finde den positive vinkel i kontakten fra et andet menneske. I situationen gav det ikke mening.

Hver dag, har jeg mange personlige kontakter. De personer jeg møder, har ikke nogen negative bagtanker med deres henvendelser. Tværtimod. Troen på andre, har altid været til stede. Følelsesmæssigt kunne jeg bare ikke mærke det positive i dem. Jeg kunne aflæse dem. Ikke mærke dem.

Det var som om, at psykologen og jeg talte forbi hinanden. Jeg forstod ikke, hvor han ville hen. Oplevelsen var, at han troede, at vi var i en fælles kontekst. Jeg derimod, havde en oplevelse af, at mens han stod på en solbeskinnet ø, sad jeg og roede i høj bølgegang. Han fortalte, hvordan man boede på øen, mens jeg ønskede redskaber til at håndtere bølgegangen. Vi så simpelthen ikke det samme.

Det er langt tid siden

Mange måneder og år er gået siden konflikten. Følelserne vendte langsomt tilbage gennem det første halve år. Stille og roligt. Lag på lag. Glæden opdagede jeg, en dag jeg stod på træningsbanen og lavede sjov med mine fodboldspillere. Der var gået 4 måneder siden hændelsen.

Oplevelsen gav en følelse af endelighed og frihed. Endelig var den der. Følelsen af ægte glæde. Det var som om, at min følelsesmæssige palet endelig var fuldt funktionsduelig. Pludselig blev mit arbejdsliv meget sjovere igen. Jeg havde knækket koden. Perioden, som kom efter, handlede om at mærke glæden og den lethed, som det var at omgås andre. Glæden begyndte at overfylde de andre følelser.

Selve oplevelsen sad langt tid i kroppen. Jeg synes det var rigtig svært med fremmede elevers konflikter. Tidligere, gik jeg gerne imellem og løste situationerne. I dag gør jeg det stadig tøvende. Til en start hentede jeg andre lærere, som overtog konflikten. Det var en overlevelsesmekanisme, som fyldte i langt tid.

I dag, flere år efter, kikker jeg stadig efter ”røde flag”, når der er en mulig konflikt undervejs. Jeg var blevet en erfaring rigere – desværre.

Er jeg blevet en stærkere lærer? Nej, det tror jeg ikke. Jeg nyder glæden, som i gamle dage. Jeg værdsætter den, når den banker på. Bevidstheden om, at glæden er med i arbejdet, gør hverdagen meget nemmere. Der er mange små ting, som kan være irriterende i hverdagen. Hvis glæden er væk, så fylder de andre følelser mere. Og det er dræbende for arbejdslivet. Så tak for glæden.

Powered by Labrador CMS