Blog

Ikke for skolen… Mindeord for tidligere seminarielærer, cand.pæd. Johnny Eskildsen.

Den 25. april 2023 april døde tidligere lærer og seminarielærer Johnny Eskildsen.

Publiceret Senest opdateret

Katja Gottlieb

Katja Gottlieb Uddannet dansk- og historielærer fra N. Zahles Seminarium 1999, og har arbejdet 17 år som folkeskolelærer, primært i udskolingen. I øjeblikket danskstuderende ved Københavns Universitet, samt ansat som konsulent i Dansklærerforeningen, hvor jeg også er næstformand i folkeskolesektion. Desuden forfatter, debattør, foredrags- og kursusholder, blogger og klummeskribent. Kontakt: kagott@live.dk.

Den 25. april 2023 april døde tidligere lærer og seminarielærer Johnny Eskildsen. Han tog herfra uventet og alt for tidligt, kun 72 år gammel. Og jeg kan lige så godt sige det. Jeg har aldrig før skrevet et mindeord, men jeg blev så forfærdelig ked af det, da jeg et sted på det alt for store internet stødte på hans søn Simons ord om sin far, der nu ikke er her mere. Det er ellers længe siden, jeg blev undervist af Johnny, men en god lærer har man med sig hele livet. Og sådan var det også med Johnny.

I mindeord støder man ofte på beretninger om, hvor folk blev født og gik i skole, men jeg ved ikke så meget om Johnnys liv, som det formede sig, før jeg fik ham som dansklærer. Det var i 1995, da jeg startede på N. Zahles Seminarium, og han var en af de lærere, der gjorde et særligt indtryk. Han var venlig, helt nede på jorden og kunne ens navn. Han var belæst og fagligt dygtig. Han var smilende og stillede krav. Og så havde han det helt enestående fortrin, at han havde været lærer, inden han blev seminarielærer. At det var af stor betydning, kunne mange af os studerende hurtigt mærke. Han formåede på forbilledlig vis at spænde undervisningen ud mellem teori og praksis, og jeg har i mit senere virke som lærer, læremiddelforfatter og oplægsholder ofte sendt ham en venlig tanke. Man kan godt stræbe efter et højt fagligt niveau, samtidig med at man leverer en undervisning, der er til at forstå.

Måske derfor kedede man sig heller aldrig i Johnnys undervisning, og han var i stand til at holde os, der var litterært interesserede, på tæerne i dansktimerne. Det oplevede jeg både på grundfaget, men også i de år, hvor jeg var så heldig at få ham som lærer i linjefaget. Vi læste Peer Hultberg. Vi læste Blicher. Vi læste Blixen. Og i forlængelse af det kastede han sig endda ud i at få os fragtet hele vejen til Oslo på studietur gennem Fondet for dansk-norsk samarbeid, hvor han var også var engageret. Jeg vil tro, at de fleste, der var med på den tur, stadig husker, hvor eventyrligt det var at blive indlogeret på det vanvittigt smukke Hotel Lysebu. Vi kom i Nasjonalteatret, og vi besøgte Ibsens Mindestuer. Alt sammen med Johnny som generøs guide. Inden havde vi naturligvis også læst et drama af Henrik Ibsen, og jeg husker en dialog med Johnny, hvor han i klassen havde nævnt, at Ibsen ikke var blevet oversat til dansk, hvad undrede mig. Jeg påstod, at den udgave af Ibsens Samlede Værker, jeg havde derhjemme, var på dansk. Johnny sagde: prøv lige at tage et bind med. Og det gjorde jeg. Og hold op, hvor vi grinede af, at jeg havde læst hen over alt det norske uden at opdage, at det var norsk. Men Johnny brugte selvfølgelig på forbilledlig vis episoden som afsæt for en snak om det norske sprogs udvikling. I bagklogskabens klare lys kan jeg se, at han var eksponent for, hvorfor al undervisning på læreruddannelsen ikke skal være 1:1 i øjenhøjde med praksis. De studerende skal, som eleverne, ind i mellem stå på tæer. Og i den forbindelse kan jeg nævne, at Johnny, der sad i bestyrelsen for Dansklærerforeningen, også sørgede for at hans studerende blev klar over, at man selvfølgelig melder sig ind i sin faglige forening, så man på den måde er med til at styrke og udvikle sit fag!

Da jeg mange år senere kastede mig ud på dybt vand i den offentlige debat om folkeskolen, stod Johnny helt uventet klar til at gribe. Jeg mødte ham igen på facebook, og det var en fantastisk følelse at opleve, at ens gamle lærer stadig kendte en. Han delte ind i mellem blogindlæg, han kommenterede ofte indlæg på folkeskolen.dk med opmuntrende ord og indsigtsfulde indlæg, og en gang, længe efter han var gået på pension, mødte jeg ham endda til en skoledebat, hvor jeg fik et kæmpe kram, inden han blev nødt til at løbe. Selvfølgelig fordi han skulle hente et barnebarn i børnehave. Og det var her, jeg lærte en anden side af Johnny at kende. Han havde børn og børnebørn, som han var beundringsværdigt engageret i. Og så var der musikken. Johnny var vild med Sebastian og irsk folkemusik, men havde i det hele taget havde han en imponerende indsigt i musik. Ikke mindst var han altid klar med en musikalsk anekdote eller en anbefaling i ens feed på de sociale medier. Nu er der så stille.

Jeg ved, at Johnny efterlader sig et stort hul i hjertet hos sine børn og børnebørn. Han kan aldrig blive erstattet. Men han har gennem sit faglige virke også gjort indtryk på de mange studerende, han har haft gennem sine hænder. Han personificerede gennem sit virke, at det med at skolen ikke er for skolens skyld. Men for livets. Johnny er taget afsted. Men heldigvis for os, der har kendt ham, er han her jo på en eller anden måde stadig.

Æret være Johnnys minde.