Musiklærerforeningen
Blog
Det er ikke fair
En kommentar til Linda Vilhelmsens kronik i Politiken i februar
Det er ikke fair ….
Nej, det er ikke fair, den måde Linda Vilhelmsen i en kronik i Politiken 12. februar 2017 beskriver folkeskolens musikundervisning.
Folkeskolen er til debat, og det kan kun hilses velkomment, at musikfaget også er til debat. ”Musikundervisningen har ramt bunden” skriver LV, men det er ikke den virkelighed, jeg kender gennem mange år som lærer, skribent ved Dansk Sang og censor ved læreruddannelsen. Måske er det LV’s forståelse af lærerens daglige arbejde i musiklokalet, der har ramt bunden.
Gennem mit virke på Dansk Sang og i Musiklærerforeningen har jeg mødt et utal af musiklærere og deltaget i mange musikarrangementer, og jeg genkender ikke det billede af en uvidende nærmest uduelig musiklærer, som LV tegner, ”skamskudte fugle” kalder hun os. Alle steder møder jeg engagerede og dedikerede musiklærere, ildsjæle om man vil.
Jeg genkender heller ikke LV’s påstand om, at skolederne ikke står til ansvar for, at fagets mål opfyldes og at faget ikke ”tillægges nogen synderlig værdi hos skoleledere, kolleger eller forældre” I Dansk Sang kan man f.eks. læse om, hvordan en skole ansatte en lærer fra Musikskolen (lang tid før ’den åbne skole’ kom på banen) til at varetage musikundervisningen sammen med en lærer fra skolen. Fordi den musikundervisning, der foregik ikke var god nok. Det var dobbelt udgift til løn, men man ville have en kvalificeret musikundervisning. Alle fag har skoleledelsens bevågenhed.Den tid, hvor skolen var en ø i samfundet, og fagene kunne sejle deres egen sø, er for længst slut.
LV skriver, at mange havde ”store forventninger” til at samarbejdet mellem skole og musikskole skulle ”redde musikfaget fra en grum skæbne”. Det har aldrig været meningen, at musikskolen skulle redde musikfaget i skolen. Gennem mange år har musikfaget samarbejdet med institutioner uden for skolen: huskunstnerordningen, LMS skolekoncerter, samarbejde med de forskellige landsdelsorkestre, og nu med skolereformen det lovfæstede samarbejde med musikskolerne. Substansen i det samarbejde er at styrke børnenes oplevelse af kunst, åbne sindet, udvide horisonten. LV skriver, at musikskolen har en ’bagtanke’ med samarbejdet: at få flere elever i musikskolen. Ja, hvad ellers! Ønsker vi ikke alle (musiklærere gør i hvert fald), at så mange børn som muligt dyrker musik og lærer at spille på et instrument? Jo mere musik des bedre.
LV citerer musikfagets formål og mål, men forholder sig til dem, som om det var en eksamenspensumliste. De fra centralt hold opstillede formål og mål beskriver de intentioner, samfundet har for skolens fag. De viser muligheder og giver retning, de beskriver den faglige bredde, der er i stoffet og aktiviteterne og dannelsesopgaven. LV skriver, at i hendes mange år i uddannelses- og efteruddannelsesbranchen har hun kun mødt en håndfuld, der besad alle kompetencerne. Og ingen var i folkeskolen. Det behøver de jo heller ikke være, for mindre kan rent faktisk gøre det. Lærerne underviser efter mål for at lære eleverne noget, der skal formidling til. Folkeskolelærere kan ikke snævert fokusere på et fagligt indhold, formidling er et pædagogisk begreb, læreren må også tænke pædagogisk/ didaktisk.
LV mener, at faget ”har spillet fallit”, når musiklærere ”bliver nødt til at gå med det, eleverne ønsker, for at ’fange dem’. Det svarer til at lade danskundervisningen tage afsæt i, at alle 13 årige drenge skulle få deres kulturelle forståelse gennem læsning af pornoblade, fordi det var det de var mest optaget af” Hvad er det da for en sammenligning. Og mig der troede, at det var en seriøs kronik. Citatet behøver ingen kommentarer, men kan vist stå (!) for sig selv.
LV slår på tromme for, at det er musiklærernes opgave at ”præsentere eleverne for noget, de ikke møder selv. ” Ifølge mit kendskab til skolen har lærerne (selvfølgelig) fokus på - også i mange andre fag, det også er en del af dannelsesopgaven. Gennem min censorvirksomhed ved læreruddannelsen i linjefaget musik og i bachelorprojekt er det da også en problemstilling, jeg ofte har hørt de studerende argumentere for med argumenter hentet hos forskellige teoretikere. Det glemmer man da ikke, når man kommer ud i det praktiske lærerarbejde. Oplevelser, nysgerrighed, forundring arbejder vi med hver dag.
Jeg kan hurtigt blive enig med LV om, at læreruddannelsen i musiklinjefaget kunne være bedre. Holdtimer er beskåret og soloundervisning sparet væk. Men mange unge har gået i musikskole, de har spillet / sunget i bands mv., mange har gode instrumentale forudsætninger, og jeg har mødt mange engagerede og dygtige lærerstuderende både i bachelorprojekt og til linjefagseksamen.
LV hævder, at musik stort set kun udbydes i Århus og København. Det er forkert. Jeg har været censor i Haderslev både i bachelorprojekt og i linjefaget, og for tiden har jeg en 4. årgangsstuderende i praktik i musik fra UC Syd, læreruddannelsen Haderslev. Hvad med lidt research?
Det er godt at få musikfaget til debat, men kunne vi ikke gøre det på en lidt mere nuanceret måde.
