Musiklærerforeningen
Blog
Klasse- og læringsledelse i de praktisk-musiske fag
Stilles der større krav til klasse- eller læringsledelse i de praktisk-musiske fag? Det mener lærerne i en undersøgelse, som Peter Andersen, forlagschef i Dafolo, har gennemført i forbindelse med sit kandidatspeciale i pædagogisk sociologi.
I Folkeskolen nr. 08, 2012, er der en interessant artikel om klasseledelse eller som det måske bedst kaldes, undervisningsledelse.
Forlagschef for Dafolo, Peter Andersen, har skrevet speciale om begrebet i faget pædagogisk sociologi. Specialet bygger på otte kvalitative interviews med lærere mellem 29 og 57 år.
Lærerne i undersøgelsen giver udtryk for, at ”der stilles større krav til klasse- og læringsledelse i de praktisk-musiske fag.” (Folkeskolen. 08.2012,side 33) Et synspunkt, mange musiklærere kan nikke genkendende til. Faktisk er der linjeuddannede musiklærere, der kun har musik i få år for derefter at glide over i andre fag, for de syntes, det var for hårdt at undervise i musik.
I Peter Andersens undersøgelse udtaler de interviewede lærere, at klasse- og læringsledelse er vanskeligere i de praktisk-musiske fag, fordi ”der er færre timer, og at der lægges op til kreativitet”.
(ibid.).
Der kunne også være andre årsager til at det er vanskeligere end minimumstimeplan og det svævende begreb kreativitet: Musiklokalet er indrettet anderledes end andre lokaler. Her arbejdes ofte frit ude på gulvet, her sidder man ved instrumenter og spiller, man skal lytte, og man kan ikke gemme sig bag et bord og en bog. Her skal man udtrykke sig og vise sider af sig selv gennem stemme, krop og sammenspil, det er personligt, og man er sårbar. For at eleverne kan arbejde og deltage optimalt i undervisningen, er det nødvendigt, at læreren skaber tydelige, trygge rammer, en overskuelig struktur, og det skal foregå i dialog med eleverne.
For at man kan skabe disse rammer, er det nødvendigt, at børnene ved, hvad de skal lære, de skal kunne omstille sig til musiktimernes aktiviteter og indhold, og undervisningen skal varieres, så musikudøvelse ikke bliver terperi og gold udenadslære.
Peter Andersen klargør endvidere, at ”ingen af lærerne i undersøgelsen føler sig uddannelsesmæssigt klædt på til klasse- og læringsledelse.” (ibid.). De opfatter didaktikken som teoretisk og savner at lære noget om det håndværksmæssige i lærergerningen.
Det er tankevækkende, at faget opfattes som et fag, der er sværere at undervise i samtidig med, at man ikke føler sig klædt på til undervisningsledelse i det hele taget.
At være en god undervisningsleder forudsætter, at læreren har kompetencer både af almen didaktisk og fagdidaktisk karakter. For at være en god undervisningsleder i musik er det tvingende nødvendigt også at have musikfaglig viden og kompetencer. Hvis man ikke kan spille et instrument som musiklærer, kan man ikke støtte børnene i deres musikudøvelse. Hvis man ikke på en kvalificeret måde kan lytte til, hvad eleverne synger og spiller, kan man heller ikke vejlede dem, så de f.eks lærer at intonere bedre, følge en puls, spille de rigtige harmonier eller give konstruktiv feed back til deres kompositioner og improvisationer. Det lærer man i liniefaget, men det er vanskeligt at lære nok musik lige for tiden, hvor læreruddannelsens musikundervisning er skåret ned til 0,6 årsværk og med hensyn til individuel instrumental- og sangundervisning har været udsat for nedskæringer.
Når man så kommer ud at arbejde i skolen, er mulighederne for efteruddannelse også beskåret.
Langt de fleste musiklærere underviser også i andre fag, og de ved at faget er, hvis ikke sværere, så i hvert fald anderledes at undervise i end andre fag. Det betyder ikke, at faget skal opfattes som isoleret fra de andre fag i fagrækken. Musik er ikke på den måde anderledes, mere fantasifuldt eller følelsesladet end de andre fag. Musik har sin faglighed, færdigheder, metoder og lignende på linje med andre fag. Det er netop klasse-, lærings- eller undervisningsledelsen i faget, der udfordrer læreren.
Forlagschef for Dafolo, Peter Andersen, har skrevet speciale om begrebet i faget pædagogisk sociologi. Specialet bygger på otte kvalitative interviews med lærere mellem 29 og 57 år.
Lærerne i undersøgelsen giver udtryk for, at ”der stilles større krav til klasse- og læringsledelse i de praktisk-musiske fag.” (Folkeskolen. 08.2012,side 33) Et synspunkt, mange musiklærere kan nikke genkendende til. Faktisk er der linjeuddannede musiklærere, der kun har musik i få år for derefter at glide over i andre fag, for de syntes, det var for hårdt at undervise i musik.
I Peter Andersens undersøgelse udtaler de interviewede lærere, at klasse- og læringsledelse er vanskeligere i de praktisk-musiske fag, fordi ”der er færre timer, og at der lægges op til kreativitet”.
(ibid.).
Der kunne også være andre årsager til at det er vanskeligere end minimumstimeplan og det svævende begreb kreativitet: Musiklokalet er indrettet anderledes end andre lokaler. Her arbejdes ofte frit ude på gulvet, her sidder man ved instrumenter og spiller, man skal lytte, og man kan ikke gemme sig bag et bord og en bog. Her skal man udtrykke sig og vise sider af sig selv gennem stemme, krop og sammenspil, det er personligt, og man er sårbar. For at eleverne kan arbejde og deltage optimalt i undervisningen, er det nødvendigt, at læreren skaber tydelige, trygge rammer, en overskuelig struktur, og det skal foregå i dialog med eleverne.
For at man kan skabe disse rammer, er det nødvendigt, at børnene ved, hvad de skal lære, de skal kunne omstille sig til musiktimernes aktiviteter og indhold, og undervisningen skal varieres, så musikudøvelse ikke bliver terperi og gold udenadslære.
Peter Andersen klargør endvidere, at ”ingen af lærerne i undersøgelsen føler sig uddannelsesmæssigt klædt på til klasse- og læringsledelse.” (ibid.). De opfatter didaktikken som teoretisk og savner at lære noget om det håndværksmæssige i lærergerningen.
Det er tankevækkende, at faget opfattes som et fag, der er sværere at undervise i samtidig med, at man ikke føler sig klædt på til undervisningsledelse i det hele taget.
At være en god undervisningsleder forudsætter, at læreren har kompetencer både af almen didaktisk og fagdidaktisk karakter. For at være en god undervisningsleder i musik er det tvingende nødvendigt også at have musikfaglig viden og kompetencer. Hvis man ikke kan spille et instrument som musiklærer, kan man ikke støtte børnene i deres musikudøvelse. Hvis man ikke på en kvalificeret måde kan lytte til, hvad eleverne synger og spiller, kan man heller ikke vejlede dem, så de f.eks lærer at intonere bedre, følge en puls, spille de rigtige harmonier eller give konstruktiv feed back til deres kompositioner og improvisationer. Det lærer man i liniefaget, men det er vanskeligt at lære nok musik lige for tiden, hvor læreruddannelsens musikundervisning er skåret ned til 0,6 årsværk og med hensyn til individuel instrumental- og sangundervisning har været udsat for nedskæringer.
Når man så kommer ud at arbejde i skolen, er mulighederne for efteruddannelse også beskåret.
Langt de fleste musiklærere underviser også i andre fag, og de ved at faget er, hvis ikke sværere, så i hvert fald anderledes at undervise i end andre fag. Det betyder ikke, at faget skal opfattes som isoleret fra de andre fag i fagrækken. Musik er ikke på den måde anderledes, mere fantasifuldt eller følelsesladet end de andre fag. Musik har sin faglighed, færdigheder, metoder og lignende på linje med andre fag. Det er netop klasse-, lærings- eller undervisningsledelsen i faget, der udfordrer læreren.
