Musikkens spor - dannelse og uddannelse i musik

Rapporten omhandler kvaliteten af musikundervisning og uddannelse af musikundervisere. Den vil ” skabe sammenhæng og styrke svage led i den musikalske fødekæde. ” (s. 5) og sikre sammenhæng og kontinuitet og fremme kvaliteten i alle fødekædens led for at sikre musikkultur af høj kvalitet og for at særlige talenter opdages og udvikles i tide. Trods alle gode hensigter, så lever rapportens indhold ikke helt op til dens flotte titel.

Rapporten er bygget op med en indledning om udfordringer og den musikalske fødekæde, dernæst opstilles syv hovedpointer med faktapunkter, Tænketankens meninger, og Tænketanken anbefalinger. Dernæst om en økonomiundersøgelse man ønskede at lave for at skaffe overblik over de samlede offentlige udgifter til musikuddannelse/ -undervisning, men som viste sig meget vanskelig at gennemføre, og dernæst om en undersøgelse af obligatorisk musik og musiklæreruddannelsen i de andre nordiske lande (bekendtgørelser mm) for at kunne sammenligne disse. Denne undersøgelse viste sig også vanskelig at gennemføre. Tænketanken ser musikere og musikundervisere som ’slutproduktet’ i den musikalske fødekæde og til sidst i rapporten gennemgås en spørgeskemaundersøgelse blandt konservatoriestuderende og lærerstuderende med musik som linjefag. Tænketanken undersøger, hvad der har næret musikinteressen, og hvor i den musikalske fødekæde denne interesse er blevet næret. Det fremstår upræcist, hvad Tænketanken reelt undersøger, måske fordi denne problemstilling er forenklet og diffus, men deres intentioner og ønsker om mere kvalitet i musikundervisning kan man ikke være uenig i – for hvem ønsker ikke bedre vilkår for musikundervisning of musikuddannelse på alle planer.

I det følgende vil jeg koncentrere mig om folkeskolen delen.

Tænketanken opererer med begrebet ’den musikalske fødekæde’. Alene ordet ’fødekæde’ - der ligger en underlig opfattelse af ensretning gemt i ordet. Det er en misforståelse at tro, at skolens fag fodrer hver deres fødekæde. Folkeskolens musikundervisning skal ikke skaffe folk til konservatoriet eller til læreruddannelsen. Faget skal være med til sammen med andre fag at opfylde folkeskolens formålsparagraf: At være borger i et demokrati (kort sagt). Faget har et alment dannende sigte, og skal give livsindhold og viden til den enkelte på linje med alle andre fag i skolen.

I et faktapunkt under folkeskolen hævdes det at det kun er 48 % af de læste musiktimer dækkes af faguddannede lærere. Kilden er DPU 2010. Det stemmer ikke overens med en opgørelse fra Undervisningsministeriet 2013, hvoraf det fremgår at i 86 % af musiktimerne dækkes af linjefagsuddannede lærere. Desværre bliver denne forkerte faktaoplysning brugt i flere forskellige sammenhæng og som argument for bl.a. at flytte faget musik ud af læreruddannelsen og over i konservatorie regi.

Desuden hævdes det, at valgfaget musik kun udbydes på 30% af skolerne. Med den nye skolereform skal eleverne vælge mindst et valgfag, og det må betyde, at musik udbydes på flere skoler nu end før.

Desuden har man via spørgeskema spurgt musikstuderende på læreruddannelsen (læreruddannelse Metropol) og musikkonservatorier, om deres musikundervisning i folkeskolen har haft indflydelse på valg af deres senere beskæftigelse med musik, og besvarelserne viser at folkeskolens musikundervisning i grundskolen kun har haft en meget ringe betydning for det.

Dette spørgsmål er misvisende, for hvornår er det man vælger uddannelse og erhvervsretning? Det sker ikke i 7 – 12 årsalderen, men i ungdomsårene eller senere, hvor man tunes ind på uddannelse og erhvervsvalg.

Spørg på litteraturvidenskab om det var danskundervisningen i 1. – 6 klasse der var afgørende for at man valgte at uddanne sig inden for dette fag. Eller spørg idrætsudøvere på topplan om det var idrætsundervisningen i 1. – 6. klasse der havde afgørende indflydelse på valget af at være topidrætsmand. Det er jo absurd.

At besvarelserne viser, at det ikke var folkeskolens undervisning der fik de studerende til at vælge læreruddannelsen med musik eller konservatorium, er ikke ensbetydende med, at de ikke har oplevet god musikundervisning, det fortæller besvarelserne ikke noget om. Så præmissen for at kritisere folkeskolens musikundervisning ud fra dette perspektiv er for tyndt og usagligt.

Under folkeskolepunkterne mener Tænketanken, at fællessang skal styrkes. Hvorfor egentlig det? Musik er et fag med et bredt formål og klare præcise målformuleringer for fagets indhold. Her indgår fællessang og sang og stemmearbejde på linje med andre faglige musikområder. Faget hedder ”Musik”, det hedder hverken ”Sang og musik” eller ”Sang” som i forne tider. Sang skal ikke ’fylde’ mere for så bliver det på bekostning af andet musikindhold.

Desuden anbefaler Tænketanken prøver eller test i faget musik. En prøve giver faget status, hævdes det, og det virker disciplinerende og motiverende på elever og lærere. Ja, hvor ved man det fra det med disciplin og motivation. Det stik modsatte kunne nemt være tilfældet også, for hvad er det for en disciplin, man taler om, og hvad vil det sige at højne et fags status?

Tænketanken anbefaler, at eleverne skal dokumentere deres kundskaber og færdigheder på linje med andre fag i skolen, og det gøres netop i musikfaget ved at synge, spille og danse. Tænketanken anbefaler skriftlige evalueringer og karakterer i faget i folkeskolen. Ifølge folkeskoleloven gives der ikke karakterer i grundskolen, så hvorfor i musik? Man kan ikke på den måde isolere et fag fra den øvrige fagrække.

I det store hele er det svært at være uenig i anbefalingerne fra Tænketanken. Man skulle ligefrem tro at nogle af formuleringerne er fra Musiklærerforeningens Hensigtserklæring. I anbefalingerne formuleres det, vi alle gerne ser: At musikundervisning varetages af kompetente lærere, et fagsyn der fastslår, at musik er et kultur-, dannelses- videns og færdighedsfag, og at musik styrker fællesskabet.

Videre i rapporten beskæftiger man sig med læreruddannelsen. Tænketanken mener, den er for dårlig og skal udvikles i samarbejde med konservatorierne. Men man kan ikke tage et fag ud af læreruddannelsen og putte det hen på en anden uddannelsesinstitution, som har et andet uddannelsesformål. Lærer bliver man på læreruddannelsen, og en musiklærer er musiklærer og ikke musiker. Disciplinerne sang, brugsklaver og hovedinstrument er skåret i timetal for den enkelte lærerstuderende, men det forbedres ved at forbedre læreruddannelsens musiklinjefag, og ikke ved at flytte faget over i en anden uddannelsesinstitution. Samarbejde mellem konservatorier og læreruddannelsen og samarbejde mellem skole og musikskole er fint, jo mere musik des bedre, men i folkeskolens varetager musiklæreren den grundlæggende musikundervisning, og det læres på læreruddannelsen.

I følge Tænketanken udspringer mange problemer i musikundervisningen fra folkeskolens almene undervisning og uddannelsen af folkeskolelærer.  Er den skjulte dagsorden, at Tænketanken ønsker musiklæreruddannelsen flyttet over til konservatoriet? Måske skulle Tænketanken også beskæftige sig med at problematisere uddannelse til orkestermusiker, så vidt jeg ved, er der mangel på danske musikere i flere landsdelsorkestre, og bedre uddannelse af musikpædagoger fra konservatoriet, så de kan indgå i et kvalificeret samarbejde med folkeskolelærerne i samarbejdet mellem musikskole og skole.