Musiklærerforeningen
Blog
Om dannelse, kultur og musik.
Nytårsaftens dag da jeg stod i køkkenet og forberedte nytårsmaden, lyttede jeg til DR Symfoniorkesters Gallakoncert. I pausen blev paukenisten og orkesterets formand René Mathiesen spurgt, om hans nytårsønske. Dertil svarede han, at han ville ønske, at man ville en kulturel vision i stedet for en kulturel bundlinie. Baggrunden er de mange besparelser inden for det kulturelle med beskæringer blandt andet inden for mange orkestre. Det virker, som om man vil afvikle i stedet for udvikle kulturen.
Oplysning var centralt for Grundtvig (1783 – 1872), Kold (1816 – 1870) og Løgstrup (1905 – 1981), og det har kendetegnet den danske folkeskole. For Grundtvig handlede det ikke om hvad vi er, men hvem vi er.
Lærdom er ét, dannelse og duelighed for livet, det menneskelige og borgerlige, er et andet. Begge dele lader sig forene, men ikke hos mængden. Lærdommen vil også hos de lærde føre på vildspor, hvis der ikke står en folkedannelse lige over for den, der nøder den til at tage det nærværende liv og øjeblik i betragtning.
Med den nye folkeskolelov fra 2015 skal vi stadig give eleverne lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer…
Men først skal vi forberede dem til videre uddannelse!
Med folkeskoleloven har vi også fået målstyret undervisning. Vi er på kursus i Educa, Pædagogisk Læringsfællesskaber ect. etc. For at blive klædt på til målstyret undervisning.
Godt er det, at musikfaget lever. At faget både er et vidensfag men også et kulturelt fag.
Rundt omkring i landet sker der rigtig mange spændende oplevelser for vores ”unger”. De oplever musik fra mange kulturer. Musik gennem flere hundrede år. Møder levende musik. Er med til at skabe musik.
Og rundt omkring i landet er alle musiklærerne, der giver eleverne disse oplevelser. Der gang på gang stiller op til diverse arrangementer, slæber instrumenter og andet grej.
Eleverne får ikke kun oplevelser men også læring. En nok så vigtig læring er, at det sker i fællesskab. At vi er afhængige af hinanden.
René Mathiesen sagde endvidere, at musik og kunst er irrationelle størrelser. De kan ikke måles og vejes. En forelskelse er irrationel.
I et individualistisk, målstyret samfund er det vigtigt, at vi værner om vores fag. For den balast ”ungerne” får her, er med til at skabe en kulturel forståelse. Musik kan skabe en modvægt til det målstyrede samfund.
Og musik er med til at vise hvem vi er og ikke hvad vi er.