Musiklærerforeningen
Blog
Rockdrenge og syngepiger
Musik og køn
100 års jubilæum for kvinders valgret
Den 5. juni 1915 blev grundloven ændret. De danske kvinder fik endelig stemmeret og samtidig muligheden for at opstille til Rigsdagsvalget. Det er i år 100 år siden.
Forud for dette havde der været mange års kamp for netop denne helt grundlæggende ret.
På mange områder har kvinder i dag samme muligheder som mænd. Men der er trods alt stadig mange områder hvor mænd har lettere ved at gøre sig bemærket end kvinder.
Et af disse områder er musikbranchen. Især inden for den rytmiske musik.
Kønskvotering
Kulturminister Marianne Jelved har meldt ud at hun ønsker at stoppe den mandlige dominans i musikbranchen. Hun er bl.a. klar til at bede om indberetninger fra de regionale spillesteder for kønsbalancen hos de medarbejdere, som udvælger musikken og for kønsbalancen blandt de optrædende artister på spillestederne.
Kønskvotering er måske ikke den rigtige vej frem. Måske er det ligefrem diskriminerende. Men det er ganske tankevækkende at over 80% af sidste års udbetalinger fra Koda gik til mandlige artister. Der er ganske enkelt 4 gange så mange mænd som kvinder der spiller på spillestederne. Og mandlige artister bliver spillet 4 gange så meget som kvinder i radioen. Det har bl.a. den helt naturlige forklaring at der findes mange flere mandlige musikere end kvinder. Men hvad er årsagen til dette? Hvornår begynder pigerne at vælge sig selv fra som udøvende musikere? Hvornår er vi som musiklærere med til at vælge pigerne fra?
Piger og drenge i musikundervisningen
Vi har som musiklærere et ansvar for at sikre at de kvindelige musikeres fødekæde ikke allerede knækker i grundskolen. Vi har muligheden for at være med til at sikre at piger ikke allerede i skolen vælger en fremtid som udøvende musiker fra. Der skal ikke mere til end at vi er bevidste omkring problematikken når der f.eks. skal vælges instrumenter i sammenspil.
Er det lettere at få det til at ”swinge” når Peter nu alligevel spiller trommer?
Er der piger der ikke orker at tage kampen op med drengene når der skal vælges nogle til at spille på bas eller guitar? Er det altid pigerne der står og synger? Vælger vi nogle gange lidt for lette løsninger for at få det til at hænge sammen?
Hvis vi kan svare ja til nogle af disse spørgsmål, så må det være på tide at arbejde bevidst med at få ændret denne skævvridning. Og så kan det da godt være at det tager lidt længere tid, eller at der skal kæmpes nogle kampe. Men vi må og skal ændre en kultur der peger hen imod drenge som instrumentalister og piger som sangerinder.
Ikke fordi vi ønsker at der skal være lige mange kvinder som mænd i musikbranchen, men fordi vi ikke vil gå glip af den bredde og dybde bl.a. kvinder er med til at give musikken.