Læs mere fra Folkeskolens engelskrådgiver:
"Er Trump sindssyg?"
Den amerikanske valgkamp fylder nærmest alt i medierne i disse dage. Og med god grund. For om lidt skal USA’s næste præsident vælges, og det har ikke kun betydning for amerikanerne, men for hele verden. I engelsk forventes det, at vi i nogen grad inddrager valget i vores undervisning – særligt i udskolingen. Men det er fyldt med dilemmaer, når man både bør nuancere og forholde sig objektivt og diplomatisk til noget, der er så komplekst, at selv vi voksne ikke helt forstår.
Offentliggjort
Det amerikanske valg har ikke fyldt ret meget i min engelskundervisning i dette skoleår. Jeg plejer ellers at lave kortere eller længere forløb, hvor vi kommer godt rundt om kandidaterne, og hvor vi følger valgkampen i månederne op til. Men for første gang har jeg ikke haft hverken 8. eller 9. klasse, mens der har været amerikansk valg. Min vurdering i år har været, at mine elever i 7. klasse simpelthen ikke har været modne nok til at forstå, hvad der er på spil – sådan ’for real’.
Vi har dog ikke undgået valget helt. Vi har berørt det i mere overordnede linjer. Vi har talt om de to kandidater, om demokraterne og republikanerne og om tidligere præsidenter. Og når vi indimellem har set Ultra Nyt, mens vi har spist, har vi naturligt snakket lidt om emnet. Men et egentlig forløb har der ikke været.
Når man både skal være objektiv og diplomatisk
Da jeg i mandags havde 15 minutter tilbage af et engelskmodul, valgte jeg at vise mine elever en helt kort nyhedsudsendelse fra valgkampen. Omdrejningspunktet var her, at Harris som bekendt havde kaldt Trump ’en fascist’. Efterfølgende talte vi lidt om denne beskyldning, og jeg prøvede at forklare. Det blev lidt kluntet, for hvordan forholder man sig objektivt – og så diplomatisk som muligt – som engelsklærer, når man står foran en 7. klasse, der faktisk prøver at forstå.
"Men Maria, er Trump egentlig ikke sindssyg?"
Hun rakte ikke hånden op, og spørgsmålet var kun henvendt til mig. Det var ikke meningen, at resten af klassen skulle høre det. ”Men Maria, er Trump egentlig ikke sindssyg?” Hun havde nok håbet på et simpelt ja/nej-svar, men det var langtfra dét, hun fik. ”Det er der helt sikkert nogen, der mener”, svarede jeg. ”Men der er også mange, der mener, at han bør blive præsident i USA igen”. Hun kiggede spørgende på mig. Hun forstod ikke helt. Jeg uddybede; fortalte om økonomi og arbejdspladser, illegale indvandrere, abortlovgivning, religion, våben og NATO. Hun spurgte ikke mere. Hun forstod nok ikke helt. ”Det bliver spændende, hvem der vinder”, sagde jeg, men hun - og resten af klassen - var allerede gået til frikvarter.
