Madlejr er et fantastisk koncept - men alle lejrskoler har sin pris

Lejrskole: Lærerfagets Ironman

Manden kiggede på mig og min store Espresso House-kop med en blanding af medlidenhed og anerkendelse. ”Vi har været af sted i fire dage”, sagde jeg med træt og hæs stemme. Han nikkede, tydeligt imponeret. “Der er 25 mere nede i den anden vogn", sagde jeg og pegede. Jeg smilede, men udmattelsen kunne ikke skjules. “Ironman for lærere”, tilføjede jeg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jeg har sammen med mine tre kollegaer gennemført en fire dages lejrskole sammen med to nydannede 7. klasser. Vi var på Madlejr på Helnæs. Fire overnatninger. Meget lidt søvn og næsten ingen pauser. Men også rig på oplevelser, indtryk og starten på nye relationer med de elever, jeg skal følge de næste tre år. 

Ingen undervisning, men masser af pædagogik

Jeg har aldrig gennemført en Ironman eller noget, der minder om. Men lejrskole må uden tvivl være den pædagogiske udgave af det. Ingen direkte undervisning, men masser af rammesætning, fastholdelse og pædagogiske snakke. Både de lette, de tunge og alle dem midt imellem. Og hvis nogen af jer har været på Madlejr, ved I også, at man laver rigtig meget mad og vasker endnu mere op og gør sindssygt meget rent. Også de voksne. Hvis I ikke kender konceptet, så tjek det endelig ud.

Tærer på kræfterne

Der er i bund og grund ikke en finger at sætte på lejrskole med fokus på mad, sundhed, trivsel og bæredygtighed på den måde, som det er sat sammen på Madlejr. Men det har sin pris. Det tærer på de kræfter, som i forvejen ikke var store. Jeg tog halvsyg af sted og kom endnu mere syg hjem. På de fire døgn arbejdede jeg gennemsnitligt 17 timer i døgnet, stort set uden pauser fra elever eller kollegaer. Mit Apple Watch berettede om et ’højt’ (77dB) gennemsnitligt lydniveau i omgivelserne. Måske det forklarer min konstante hovedpine på turen?

Nærmest ingen pauser

Men der var vel pauser? Tjo. Korte, sporadiske pauser. Og vi blev skam også opfordret til at tage dem, når vi kunne. Men det var ikke nemt, for ind i mellem de lange seancer i køkkenet eller aktiviteter med eleverne, skulle vi udrede tråde, ringe til forældre, skrive beskeder og holde interne møder. Det var intenst. Nå ja, og så var der også lige vikarmaterialet, der skulle opdateres og klargøres af de af os, der havde klasser med vikar derhjemme imens.

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er at dele refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Prisen for en lejrskole

Kan vi tale om, at de 17,33 timer, vi får løn for i døgnet på en lejrskole, måske er passende rent timemæssigt, men jo ikke dækker over den energi, man lægger i de timer? Og hvis prisen på denne pædagogiske Ironman er, at man - ud over at undvære sin familie(!) - kommer hjem og er kvæstet i en grad, så en weekend med restitution ikke er nok, så bør man måske gentænke konceptet en anelse. Der er grænser for, hvad vi kan - og skal - holde til. Også selvom lejrskole ’vel er en del af lærerjobbet’.

Minimum tre lærere pr. klasse

Må jeg foreslå at sende tre lærere af sted pr. klasse på ture med overnatninger? Nok er det dyrere, men det er også dyrt at risikere en sygemelding fra udmattede lærere, der ikke fik mulighed for at trække vejret bare nogle få kvarter i løbet af de 17 timer, de var på med elever. Den imaginære medalje, der hænger om min hals for  gennemførelsen af denne pædagogiske Ironman, kunne jeg også have fået med en kollega mere ved min side.