Lærer: Jeg glemmer aldrig den besked fra min leder. Det var bullshit

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg har aldrig gemt den besked, jeg fik fra en leder i mine helt spæde år som lærer:

”Det er lige meget, hvordan vores elever har det. Bare de lærer noget”.

Jeg kan huske, at jeg grinte anstrengt. For jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. I dag bliver jeg flov. For jeg sagde ikke noget, selv om bemærkningen var ment dybt alvorligt og byggede på idéen om, at faglig trivsel ville føre til social og personlig trivsel. Men det er noget bullshit.

I dag ved jeg bedre. Og jeg ved, at det står helt galt til ude i klasserne. I hvert fald i udskolingen hvor jeg har min daglige gang. Jeg ved, at rigtig mange af de unge mennesker kæmper en indædt kamp hver eneste dag.

Flere af dem fortæller, at de ikke har lyst til at gå i skole, men gør det alligevel, fordi de skal. Et stigende antal har decideret skolevægring. Nogle kæmper og lider i stilhed. For rigtig mange kommer det til udtryk ved, at de har svært ved at være i sociale sammenhænge, og at de har svært ved de krav, der bliver stillet til dem.

”Et forkert move”

Her i begyndelsen af det nye år har mine egne elever på 7. årgang forsøgt at sætte ord på, hvordan det er at være 13 år i Danmark anno 2025. Det er ikke opløftende læsning, men det er på tide, vi begynder at lytte til, hvad vores børn og unge fortæller os:

”Folk er så tarvelige mod hinanden. De kommer med nedladende kommentarer, når de ikke synes, at man passer ind i de ting, de synes, er rigtige”, lød det fra en af de 13-årige.

”Hvis du laver et forkert move, kan folk ikke lide dig næste dag. Det gør også, at jeg ikke kan fokusere i timerne nogle gange”, svarede en anden.

Og hvad gør vi voksne? Vi stiller flere krav. Både faglige og sociale. Vi reducerer timetallet i engelsk, som er det fag, de klarer sig bedst i. Det fag hvor rigtig mange faktisk kan trække vejret og bare nyde at lære, fordi det er nemt og rart.

På min skole stiller vi krav om erhvervspraktik i 7. klasse, fordi de skal lære erhvervsuddannelserne at kende – jo før, jo bedre, åbenbart. Vi lader ikke-udannede vikarer overtage alt for meget af undervisningen, vi propper 28-30 elever ind i hver klasse og lader deres helt udbrændte lærere stå alene tilbage med den enorme opgave. Vi laver kommunale test, nationale test og fremlæggelser i stof, som de færreste voksne kender. Vi burde ærligt talt skamme os.

Min frygt

Der er heldigvis ændringer på vej, men i det store og hele kommer vi stadig til at lave skole, som vi har gjort i årtier. Det er i hvert fald min frygt.

Jeg kunne ønske noget helt andet for vores børn og unge. Lige nu er det ikke det faglige, der er det vigtigste. Og hvis vi ikke forstår det, så taber vi dem helt.

De skal have mere ro, mere tid og mere af alt det, der er rart og godt for dem. Så de kan få det bedre – både med sig selv og hinanden. Og først når det er sket, kan vi langsomt bygge ovenpå med det faglige.

For det er social og personlig trivsel, der er forudsætningen for faglig trivsel.