Klasselærer eller faglærer: Relationer eller faglighed?

I mange lande - fx USA - har man et undervisningssystem, hvor man i de yngre klasser har én eller få lærere til stort set alle fag. I de ældre klasser har man derimod primært faglærere til at varetage undervisningen i de enkelte fag. Lidt simplificeret kan man vel sige, at man vægter relationer højst i de yngre klasser, mens faglighed er vigtigst i de ældre klasser.

Jeg er en anden type underviser som faglærer

Når jeg som engelsklærer underviser i engelsk i en klasse, hvor jeg kun har engelsk, oplever jeg mig selv med en lidt anden tilgang til undervisningen. Måske er det ikke mærkbart for eleverne - måske er det mest min egen fornemmelse? 

Uanset føler jeg, at det er nemmere at stille krav og måske rykke lidt ved usikkerheden hos især de lidt mere tilbageholdne elever i en klasse, hvor jeg ikke kender dem lige så indgående, som jeg gør i ’min egen klasse’. 

Det går begge veje, tror jeg. For elever, der ikke bryder sig om at fremlægge i klassen, tør måske ikke i samme grad sige fra over for en lærer, som de ikke kender så godt. Man kan så spørge sig selv, om det er godt eller dårligt?

Er et indgående kendskab til barnet altid en fordel?

Gør vi i danske skoler os selv en bjørnetjeneste ved at vægte relationer så højt? Er et indgående kendskab til barnet altid en fordel, når man skal undervise det? Jeg tør ikke svare hverken ja eller nej. 

Og når jeg i min overskrift stiller det så sort-hvidt op, at vi enten kan prioritere faglighed eller relationer, så er det selvfølgelig helt bevidst for at provokere. For med børn, læring og trivsel kan intet stilles sort-hvidt op.

Konkurrencen på fremtidens globale arbejdsmarked

Jeg tror, at vi gør det rigtige i Danmark ved at have få lærere med tætte relationer til børnene i den enkelte klasse. Relationen til underviseren kan i nogle tilfælde være altafgørende for, om læring overhovedet lykkes. 

Men om vi skyder os selv i foden på fremtidens globale arbejdsmarked i konkurrencen med både kinesere, amerikanere og indere, der alle har en helt anderledes måde at have skole på, er svært at spå om. Hvilket børne- og læringssyn er ’det bedste’?

No rush - vi har ikke travlt

Heldigvis er jeg ikke teoretiker, men praktiker. Og jeg kan mærke, at det er rart både for børnene og mig, at vi prioriterer at lære hinanden godt at kende. Lige nu er det dét, der gælder. Alt det andet skal nok komme. No rush, de bliver (forhåbentlig!) 100 år gamle hele bundtet, så hvorfor skal de lære det hele, inden de bliver 16? 

Og hvor meget end fremtidens globale arbejdsmarked har brug for faglighed og viden, så har det også brug for hele mennesker. Mennesker, som er tillidsfulde og trygge, og som har lært at sige til og fra. Mennesker, som rent faktisk kan klare sig i alt det, som (også) venter dem. Derude på den anden side.