Læs mere fra Folkeskolens engelskrådgiver:
Co-teaching i engelsk: En kærkommen vitaminindsprøjtning
Jeg føler mig som verdens heldigste engelsklærer. Jeg er nemlig blevet co-teacher hos min dygtige kollega i engelsk i en 9. klasse. Det er første gang i mit lærerliv, at jeg har oplevet, at engelskfaget er blevet tilgodeset med en ekstra lærer. For engelsk kan de danske skoleelever jo godt finde ud af. Og i en tid med besparelser, og hvor karaktergennemsnit åbenbart er vigtigere end alt andet, er engelskfaget ikke der, man sætter ind.
Co-teaching er kommet for at blive, og det er vist efterhånden de færreste skoler, der ikke udnytter muligheden for at konvertere noget understøttende undervisning til lektioner med to lærere på klassen. Med store klasser og 27-28 forskellige præferencer, behov og personligheder, der skal tages hensyn til, er det da også en kærkommen hjælp i forsøget på at lykkes med sin undervisning.
Co-teaching - hvilke fag tilgodeses?
Men hvilke fag tilgodeses, når skemaet lægges, og co-teaching-timerne skal placeres? Ud fra min egen spæde erfaring er det ofte dansk, matematik og naturfag, der prioriteres, og jeg blev derfor mere end almindeligt glad, da jeg fik stillet i udsigt, at jeg på min nye skole fik co-teaching på 9. årgang, som jeg selv - sammen med mit team - kunne placere efter ønske og behov. Vi fik derfor hurtigt arrangeret, at jeg skal være med i engelsk i 9.C frem til prøven. Hvor heldig kan man være?
Hvordan udnytter man bedst det ekstra sæt hænder?
Co-teaching er jo mere end bare et sæt ekstra hænder i klassen. Hvis det skal udnyttes optimalt, kræver det et tæt samarbejde de to lærere imellem.
Jeg har derfor sammen med min kollega drøftet, hvordan den ekstra ressource giver bedst mening - også set i lyset af, at jeg er ny lærer på skolen og endnu ikke kender eleverne (så godt). Samtidig er der kun kort tid tilbage af den almindelige undervisning, inden de skal til prøve.
Vi har fået lagt en plan, og jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang med at udføre den.
Mulighed for at udvikle mig selv som lærer
Co-teaching er for elevernes skyld, primært. Men co-teaching kan også være med til at udvikle de to lærere, der skal samarbejde om klassen og undervisningen, og som får mulighed for at se på deres fag og undervisning på en anden måde, end når man står alene i klassen.
Jeg har i hvert fald tænkt mig at suge til mig. Lære. Reflektere. Jeg tror, det kan være med til at give mig en vigtig vitaminindsprøjtning til mit lærerliv.
Jeg kan allerede mærke det. Mere skal der faktisk ikke til.