Læs mere fra Folkeskolens engelskrådgiver:
Smid kontrollen, og lad eleverne selv bestemme
”De skal holdes i kort snor”, siger vi ofte om vores elever. Jeg har selv sagt det. Og netop dét behov for kontrol vil jeg blive bedre til at udfordre. For hvad nu hvis det ville gavne både mig og mine elever, at jeg slap tøjlerne lidt? Hvad er egentlig det værste, der kan ske?
Jeg underviser i øjeblikket kun 7. årgang i engelsk. Det er en nydannet 7. klasse, hvor det sociale fylder rigtig meget. Det gør det i øvrigt altid i 7. klasse.
Hormonerne raser, de unge positionerer sig, og hierarkiet forsøges dannet. Det kan nogle gange være altoverskyggende og nærmest sætte læring på standby i en periode. Det kræver sin lærer at finde de små huller, hvor det faktisk lykkes at motivere og skabe grobund for noget fagligt.
Jeg har i alt klassen i 16 lektioner om ugen, jeg er (delt) klasselærer derinde og føler et kæmpe ansvar for at få klassen til at lykkes - på alle områder. Jeg har derfor dedikeret december måned til “trivselsmåned”. Det betyder fuldt fokus på alt, hvad der kan være med til at gøre klassen til et dejligt sted at være (og lære).
Specifikt i engelsk har jeg fokus på medbestemmelse og samarbejde. Inspireret af Frank Laceys indlæg om hans elever, der selv må vælge, hvad de arbejder med i timerne, har jeg smidt tøjlerne og ladet eleverne selv vælge, hvad de vil arbejde med op til jul.
Jeg har sat nogle få krav op:
- De skal arbejde i de grupper, jeg har bestemt
- De skal arbejde med et juletema/noget juleagtigt
- De skal fremlægge deres arbejde i klassen på engelsk
I juleforløbet på Meebook har jeg delt følgende overordnede idéer – blot til inspiration:
- “Christmas Traditions Around the World” – create a slide show and a presentation in class.
- Write a Christmas story and create a book on Book Creator
- Record an audio story or a podcast
- Choose an English Christmas song and prepare a presentation about the song in class
- Choose an English-speaking Christmas advert and prepare a presentation about the advert in class
- Reading Theater: Practice and show it in class
Det er op til eleverne, hvad de vil arbejde med, og hvordan de vil komme i mål. Jeg vil forsøge at smide tøjlerne og blot være fluen på væggen (og facilitator, guide, vejleder og støtte!)
De har i alt seks lektioner til arbejdet, før de skal fremlægge i klassen (hvis man vælger at laven en audio story eller podcast, kan man dog nøjes med at afspille optagelsen af denne).
Hvad er det værste, der kan ske?
Jeg glæder mig. Jeg bilder mig ikke ind, at det bliver nemmere for mig at være lærer i dette forløb, men jeg håber – og tror – at jeg vil se, at det kan noget at give (lidt!) slip.
Vi skal ikke frygte at miste kontrollen, men snarere se det som en mulighed for at give vores elever noget andet. Hvad er det værste, der kan ske? At de ingenting lærer? Måske lærer de ikke at lave perfekte fremlæggelser, og måske springer nogle af dem over, hvor gærdet er lavest. Og hvad så?
Hvis målet er mere medbestemmelse, at lære at samarbejde på kryds og tværs i klassen og øge trivslen for alle – og dét lykkes – så gør det ikke så meget, hvis vi skal høre seks halvfesne fremlæggelser om ”Last Christmas”.
Rigtig dejlig julemåned til jer alle!