Blog
Juleklassikeren “Love Actually” fylder tyve år - idéer til din undervisning
Min all-time yndlingsjulefilm, “Love Actually”, fylder rund: 20 år. Det fejrer jeg med at dele mine bedste forslag til aktiviteter og opgaver til den romantiske juleklassiker fra 2003. Læs med her og bliv inspireret til et romantisk juleforløb med dine engelskelever.
Romantiske klichéer, stjernespækket cast og toner af julemusik, der kun med nød og næppe overdøver den tykke, britiske accent. Så absolut vidunderligt. Det kan godt være, at teenagere i dag finder ”Love Actually” en smule cringe og ikke ligeså sjov, som vi gjorde for 20 år siden, men temaerne og budskabet holder altså stadig. Filmen er i øvrigt vurderet til 7.6 på IMDb, hvilket er det samme som ”Harry Potter og de vises sten”, så det må siges at være ganske flot for en julefilm.
Ingen juleferie uden "Love Actually"
”Love Actually” er ubetinget den film, jeg har set flest gange med mine engelskelever i mine 15 år som lærer. Det kan godt være, at det er sundt at forny sig, men lige i det her tilfælde holder jeg stædigt fast. Det er som om, jeg ikke kan gå på juleferie, før jeg har siddet i et halvmørkt klasselokale sammen med 25 teenagere og forsøgt at skjule, at jeg tuder til scenen, hvor Mark erklærer sin hemmelige kærlighed til Juliet, hans bedste vens hustru, via skilte, som han viser hende i døren juleaften.
Husk reglerne for visning af film i undervisning
Filmen ligger desværre ikke på www.mitcfu.dk, men kan lånes via Filmstriben. Hvis du selv ejer filmen på DVD, må du gerne tage den med og vise den for dine engelskhold, dog skal du ikke vise filmen for mere end én klasse ad gangen, da det ellers betragtes som en offentlig fremførelse. Læs mere i artiklen her. Jeg har naturligvis ejet den skønne julefilm på DVD i årevis, så jeg snupper bare et eksternt DVD-drev med ned i klassen, og så kører det på god gammeldags manér.
Aktiviteter til fri afbenyttelse
Jeg deler her mine forslag til aktiviteter, som man kan lave med sine elever i forbindelse med, at man ser ”Love Actually”. De er brugt af flere omgange af mig og mine elever i udskolingen, og de fungerer rigtig fint. Jeg forestiller mig også, at de kan gå i en 6. klasse. Tag, hvad du kan bruge, og lad så julestemningen indfinde sig i dine klasser.
Rigtig glædelig december - og god fornøjelse!
- "Love Actually" - Love connections
- "Love Actually" - activities
- "Love Actually" - Official 20th Anniversary Trailer