Blød, sød eller død?

Det er omtrent en måned siden, jeg havde mit første møde med mine elever på skolen efter 16 måneders barsel. En måned, der især har budt på en masse refleksioner over, hvem jeg egentlig er som lærer her i version Maria-komma-mor. Nogle udtalelser fra mine elever har tilmed fået mig til at tænke over, hvordan jeg rent pædagogisk måske(?) har ændret mig, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er til det bedre eller ej.

Sød?

”Du er en sødere version af vores gamle lærer”, lød det fra bagerste række i min nye 7. klasse, da jeg igen havde rost dem. Jeg smilede, men vidste ikke helt, om jeg skulle sige tak, for hvad betød sødere? Jeg valgte at tage det som et kompliment, men gik alligevel ned på min arbejdsplads bagefter og tænkte, at udtalelsen jo kunne betyde alt muligt, og at jeg næppe kunne vinge ”god relation etableret” af på listen endnu. Vi var jo dårligt nok kommet i gang med skoleåret.

Blød?

”Endelig en fair lærer”, udbrød han, mens han nikkede anerkendende imod mig. Jeg havde netop bedt én af hans klassekammerater om at samle noget iturevet køkkenrulle op fra gulvet i klassen. Vi havde haft engelsk, det var sidste lektion, og eleverne var ved at pakke sammen og tage hjem.

”Men det var ikke mig”, havde han svaret.

Og jeg havde trukket på skuldrene og sagt: ”Okay, duksene tager det”. De var alligevel i gang med kosten et andet sted i lokalet.

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Han fortsatte: ”Alle andre lærere ville være blevet sure og bedt ham at samle det op alligevel”.

Ville de? Tænkte jeg for mig selv, da jeg gik op mod min arbejdsplads. Næppe, men det ændrede ikke på, at han havde kaldt mig fair, og at det 100 procent var ment som en anerkendelse. Og jeg smagte lidt mere på ordet og labbede det i mig, for anerkendelser fra teenagere hænger sgu ikke på træerne.

Død?

Det lader til, at mine elever godt kan lide den nye(?) ’mig’. Tiden vil vise, om de bliver ved med det, eller om jeg måske bare ikke rigtig har fundet mig selv helt som lærer endnu. Måske. Jeg bliver i hvert fald ved med at lede - og imens krydser jeg fingre for, at jeg finder mig, før jeg finder mig død.