Et wake-up call til engelsklæreren: Ikke alle råber lige højt

Selvom engelsk er det fag, som danske skoleelever - gennemsnitligt - opnår den højeste karakter i, så er der stadig nogle, der synes, det er røvsvært. Pardon my French.

”Vær konsekvent med sammentrækninger, hvis I vælger at bruge dem”, sagde jeg ud i klassen. ”Og brug nu ordbogen”, formanede jeg for Gud ved hvilken gang i min engelsklærerkarriere. 

Vi havde engelsk i 8. klasse, og eleverne arbejdede på en skriftlig opgave. De var topmotiverede! Jeg sugede energien til mig, mens jeg selv styrtede rundt mellem bordene. 

Det var præcis, som det skulle være. Enhver engelsklærers drøm. ”Tak for i dag - det er tid til matematik”, messede jeg i slutningen af lektionen. 

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Opbrud. Jeg lod blikket glide rundt i klassen. En pige sad og stirrede tomt ind i skærmen. Hende havde jeg slet ikke været forbi i løbet af lektionen. Jeg gik over til hende, mens jeg stille bad til, at det kunne klares hurtigt. Jeg skulle videre til en anden klasse. ”Jeg forstår ikke helt opgaven”, sagde hun.

Det tomme Word-dokument nærmest blændede mig. ”Er det svært at komme i gang”, spurgte jeg, mens jeg bandede for mig selv over det dumme spørgsmål. ”Jeg forstår ikke, hvad vi skal”, gentog hun. 

Jeg viste hende opgaveformuleringen i Meebook og forklarede hurtigt det hele igen. Men hun kiggede bare på mig og så helt fortabt ud. Det gik op for mig, at hun mente, hvad hun sagde: Hun forstod det ikke.

Eksemplet her er (delvist) fiktivt. Men jeg tænker, at vi alle kender situationen. Vi hører mest dem, der råber op. Vi ser mest dem, der markerer. Og vi tror, det går pissegodt, når vi forpustet løber rundt mellem de samme ti-femten elever. 

Men hvad med resten af klassen? Dem, der ikke spørger? Nogle af dem har måske ikke brug for hjælp - fair nok, men hvad med dem, der faktisk har, men vælger ikke at spørge?

Den omtalte engelsklektion startede med at være ’enhver engelsklærers drøm’, fordi eleverne knoklede motiveret derudaf med en skriftlig opgave. 

Men jeg så ikke det hele.

”Er engelsk svært for dig?”, spurgte jeg. Jeg havde kun kendt hende siden starten af skoleåret, knap to måneder. 

”Ja, ret meget”, sukkede hun. Trods min tidsnød fik vi en god snak. Og vi fik lavet nogle aftaler. ”Du er sej”, sagde jeg, ”altså, at du fortæller mig det”. 

Hun nikkede. Jeg tror, hun forstod. Men vigtigst af alt så forstod jeg. Jeg forstod, at jeg stadig efter 15 år som engelsklærer skal være på dupperne og huske dem alle - også de stille.

En engelsklektion som startede som ’enhver engelsklærers drøm’ endte - om muligt - endnu bedre. For jeg fik et gevaldigt wake-up call og blev mindet om, at ikke alle råber lige højt.