Læs mere fra Folkeskolens engelskrådgiver:
Er du vejleder?
Et spørgsmål fra en (ny) kollega fik mig til at tænke over, at vi sproglærere ofte ikke bliver tilgodeset, når der skal uddannes vejledere. Hvor mange skoler har en engelsk- eller sprogvejleder? Vi har ikke. Og med den nye folkeskoleaftale og nedgraderingen af engelsk bliver det næppe prioriteret foreløbigt. Desværre.
”Jeg så et blogindlæg på Facebook, som du havde skrevet”.
Min nye kollega smilede til mig. Jeg fortalte kort om bloggen og min rolle som engelskfaglig rådgiver her på netværket for engelsk.
”Men er du vejleder, eller noget?” Jeg havde fået spørgsmålet tilpas mange gange til, at jeg blot kunne smile lidt overbærende af det. Men jeg kunne ikke undgå, at det stak lidt.
Jeg vil gerne være engelskvejleder
Nej, jeg er ikke vejleder. Jeg er bare engelsklærer, ligesom de fleste af jer andre. Og at jeg er rådgiver her på sitet er et kæmpe privilegie, som jeg er ekstremt ydmyg omkring.
Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil være engelskvejleder. Men det har aldrig været på tapetet nogen af de steder, jeg har arbejdet. Selvom jeg ofte har nævnt det ved MUS - og ved en del andre lejligheder (indsæt selv passende emoji).
Måske lykkes det en dag at overbevise en leder om, at vi skal prioritere engelskfaget? Jeg kan dog have mine tvivl, nu hvor engelsk har fået et kæmpe hak i tuden og nedgraderes både som prøvefag og i antallet af timer i udskolingen.
Der er brug for flere engelskvejledere i folkeskolen
Jeg har ikke kunnet finde nogle data om, hvor mange engelskvejledere der reelt er ude på de danske folkeskoler, men jeg har en idé om, at det ikke er mange. Og der er brug for dem!
Engelskfaget er et fag, som mere end nogensinde har brug for, at vi lærere tænker nyt og anderledes. I tråd med mit seneste indlæg om den engelsksproglige udvikling, vi ser hos de unge, bør vi være på forkant og uddanne flere vejledere.
Vejlederne kan hjælpe lærerne med at skabe bedre sammenhæng i undervisningen hen over klassetrinene samt vejlede i, hvordan man udfordrer de dygtigste uden at glemme dem, som stadig synes, sproget er svært. Og behøver jeg nævne AI? Nej, vel. Lad os nu bare få uddannet nogle flere engelskvejledere.
Jeg er klar.