Hvilken dagsorden skal fagbevægelsen sætte?

Kongressen efterlod mig med særligt to stærke indtryk:

Den første da mange af os valgte at bakke op om Erik Schmidt og forsvarede ytringsfriheden.

Den anden, da Anders Bondo Christensen under punktet: “Danmarks Lærerforenings videre arbejde i en styrket fagbevægelse” talte om fagbevægelsens opgaver, han henviste bl.a. til LOs kampagne om dagpenge, at han forventede, at vi kunne se os selv ind i den kamp.

Jeg er ikke i tvivl om, hvorfor jeg har hæftet mig særligt ved disse to indtryk: Efter jeg har læst Anders Ejrnæs og Rasmus Willigs nye bog: “Flexisme”, er jeg overbevist om, at disse i virkeligheden er to sider af samme sag:

Deres pointe er følgende: Når flexicurity-modellen er under pres, fordi sikkerhedsnettets masker er blevet for store, så bliver ytringsfriheden sat på prøve og selvcensur kan blive konsekvensen. Angsten for konsekvenserne for at ytre sig bliver større, når man kan ryge igennem nettet. Og så bliver fleksibiliteten tvangspræget, hvor man som medarbejder accepterer dårlige vilkår og vedvarende besparelser i stedet for at ytre sig om dem.

Fagbevægelsens kampe

Grundlæggende er det en debat om hvilke kampe fagbevægelsen skal kæmpe og om de kampe skal kæmpes på en ny måde, hvis tavshedskulturen har bredt sig.

Rasmus Willig og Anders Ejrnæs forklarer, at fagforeningen traditionelt har kæmpet følgende kampe: (s.21)

• kampen for bedre fordeling af lønnen/ressourcer og dermed sikring af social tryghed ved arbejdsløshed.
• kampen for status: Det er et fundamentalt grundvilkår for alle fags behov for at sikre sig status.  
• kampen for at bringe oplevelser af uretfærdighed ind i det offentlige rum.
• kampen for det faglige indhold af en profession - den enkelte fags autonomi - eksisterer der et handle- og råderum for den faglige udvikling?

Men i takt med at offentligt ansattes jobudførelse devalueres i den politiske diskurs, kommer de offentlige professioner under statuspres. De mange besparelser og den manglende tid til at leve op til de faglige standarder betyder, at de ramte offentlige professioner nedvurderes, fordi de ikke kan levere ydelser af en ordentlig kvalitet.

Ydermere er sådanne kampe svære, hvis de, der rammes, ikke tør ytre sig, hvis de har en fornemmelse af eller erfaring for, at det vil udstille dem som nogle, der ikke kan følge med: at de mangler omstillingsparathed og er ufleksible.

Kampe i DLF

Opgør med læringsmålstyret undervisning, overenskomstkrav, folkeskoleidealet altsammen er med til at understøtte kampen for status, retfærdighed, autonomi og bedre ressourcefordeling. Men forudsætningen for at disse kampe kan udkæmpes, er, at fagforeningernes medlemmer tør ytre sig.

Jeg håber inderligt, at Erik Schmidt  - ja, at vi - vinder sagen, men jeg er alvorligt bange for, at narrativet om hvad der kan ske, hvis man er kritisk, har haft stor betydning for den enkelte lærers lyst til at ytre sig internt og eksternt.

Det har fatale konsekvenser for hele fagbevægelsen, hvis ikke vi tør ytre os eller ikke ser meningen i at ytre os, fordi vi har resigneret over for de vedvarende besparelser.

For uden kritik får offentligheden ikke kendskab til det pressede psykiske arbejdsmiljø og forringede arbejdsvilkår.

Det er en katastrofe, hvis ikke offentligheden får kendskab til hvilke arbejdsvilkår, vi bydes, for så får den legitime kamp for bedre arbejdsvilkår og dermed en bedre velfærd, ikke den nødvendige opbakning fra befolkningen.

Så ja kampagnen om dagpengene ER også vores sag, for vi har en stor interesse i, at virkeligheden, som indimellem ofte er ret skræmmende, bliver offentligt kendt.