Alle elever har ret til god undervisning

Lærere, skoleledere og politikere kan hurtigt blive enige om, at vi er der for børnenes skyld, men det klinger hult, hvis ikke der er gode betingelser for at skabe god undervisning og en værdig skoletid for børnene. I sidste ende, er det jo netop pengene, der gør en forskel for om skolerne kan skabe rammer, hvor lærerne kan levere undervisning af høj kvalitet.

En værdig skoletid?

Det er et alvorligt problem, at folkeskolen ikke prioriteres langt bedre økonomisk, for kroner og ører betyder en hel del i hverdagen:

Det er ikke ualmindeligt, at et barn, der har haft brug for støtte i børnehaven, ikke får den nødvendige støtte, når det starter i børnehaveklassen. Det går ikke alene udover det pågældende barn, men også klassen som helhed, fordi læreren igen og igen må holde sit fokus særligt på dette ene barn. Det tager ofte lang tid at udrede et barn - og således kan der gå lang tid, førend det udmønter sig i en konkret indsats. Og så er det endda ikke sikkert, at det udløser nogen form for ekstra støtte. Således bliver vi lærere vidne til, at elever alt for længe fastholdes i klassen, trods de åbenlyse specialpædagogiske behov, fordi økonomien sætter en hindring for at tildele barnet det rette specialpædagogisk tilbud.

Den pressede forberedelsestid betyder, at den nødvendige undervisningsdifferentiering ikke kan realiseres. Der er alt for lidt tid til at tilrettelægge en undervisning, der kan målrettes de mange forskellige elevers behov. Vi har ikke de tilstrækkelige ressourcer til at hjælpe Johan, der ikke er uopdragen, men bare ikke kan sidde stille og koncentrere sig i 2 minutter, men hele tiden forstyrrer og afbryder undervisningen - eller ekstra tid til at hjælpe hver af de tre elever, der er udredt med dysleksi og kæmper med at betjene læse- og skriveprogrammer for at deltage i undervisningen på lige fod med de andre elever. Eller ekstra tid til at vi kan udvikle undervisningen, så vi kan udfordre Sofie, der er en af de elever, der ligger fagligt over gennemsnittet, og som synes, at nu bliver det for kedeligt.

Det vigtige relationsarbejde, som styrker elevtrivslen, er svært at komme omkring i hverdagen. Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal undgå, at elever har meget fravær eller ligefrem udvikler skolevægring, er det vigtigt, at en klasselærer har tid til disse elever. Ja, det er helt afgørende, at der økonomisk prioriteres tid til, at lærerne kan hjælpe sårbare og udsatte elever, der har ekstra behov for lærerens hjælp. Der mangler bl.a. tid til opfølgning og daglig kontakt med Emilie, der har svært ved den mindste uro i klassen, og altid trækker sig fra de andre, fordi hun har udviklet social angst.

Mine erfaringer er ikke enestående.

Jeg er overbevist om, at mange lærere her efter sommerferien, hvor Coronaskolen er lagt bag os, oplever, at kontrasten er blevet meget tydeligere. “Coronaskolen” gav indlysende positive erfaringer: Kortere skoledage, lavere klassekvotienter og flere lærere bl.a til gavn for de føromtalte elever. Men nu er vi igen vendt tilbage til den normale skole med effektiv klassedannelse og økonomisk incitamentsstruktur: Fx er min 9.klasse et resultat af sammenlagte klasser. Og selvom jeg ved, at vi i vores team naturligvis vil gøre alt, hvad vi kan for at skabe det bedste skoleår sammen med opbakkende forældre og de skønne unge mennesker, bekymrer det mig: Hvordan skal jeg nå omkring alle elever både fagligt, socialt og personligt? Er de rammer, vi har, gode nok? Hvordan kan vi sikre, at eleverne opnår de faglige og personlige forudsætninger, så de alle kan fortsætte på en ungdomsuddannelse? Vil de “ikke-uddannelsesparate” elever få den ekstra hjælp, de har brug for, for at kunne løfte sig fagligt?

Prioritér folkeskolen

Det er derfor nødvendigt, at folkeskolen prioriteres i et helt andet omfang end der er lagt op til i Aarhus kommunes budget. Dette understreges yderligere af, at budgettet til specialundervisning fortsat er underfinansieret, og at Aarhus Kommune i forvejen har et lavt udgiftsniveau til folkeskolen pr. elev. Ifølge "Kend din Kommune" er Aarhus blandt den tredjedel af alle landets kommuner, som har det laveste udgiftsniveau.

Derfor skal lyde en klar opfordring om at sætte ordentlige rammer for børnenes skolegang i den aarhusianske folkeskole, ikke kun i form af fine ord - men også i form af håndfast økonomisk prioritering.

Alle børn har ret til god undervisning og en værdig skoletid.