Hvor blev tiden af?

“Hvor er I blevet gode til at lade være med at tænke i tid!” - Sådan nogenlunde roste min skoleleder os forleden i de sidste minutter af en pædagogisk weekend om skoleårets planlægning.

Men er det noget at rose for?

Hvilken betydning har det, at vi, når vi taler om arbejdsopgaver, ikke længere tænker i tid eller ikke længere åbent taler om tid?

På folkeskolen.dk. forklarer ph.d. Nana Vaaben, at før Lov 409 blev lærerne betalt med tid. Arbejdet var førhen styret af mængden af opgaver med et i forvejen fastlagt antal timer, hvorimod arbejdet i dag (med lov409) er styret af tidsrummet, vi er på arbejde: Nu bliver vi betalt for tid.

https://www.folkeskolen.dk/658501/forsker-laererarbejdstid-skaber-misforstaaelser

Fleksibel tilstedeværelse og puljetid

Hvordan forklares så tiden, der er til lærerens egen disposition og den fleksible tilstedeværelsestid?

Denne tid må befinde sig midt imellem de to forståelser, for selvom tiden teoretisk set er afgrænset, fordi der fx er afsat et bestemt timetal til puljen og fordi den fleksible tilstedeværelsestid fx i gennemsnit skal være på 35 timer, er praksis en anden: Når opgavens omfang ikke er afgrænset, betyder det noget, at tidsrummet heller ikke er det.

Lad mig eksemplificere: Når fx forberedelsen befinder sig i et afgrænset tidsrum, kan man ikke forberede sig mere end tiden tillader. Men hvis forberedelsen både ligger i tiden, der er afgrænset i et tidsrum og i en pulje, kan det hele flyde sammen, og så opstår det uendelige og grænseløse arbejde: Tiden til forberedelse blive presset i den afgrænsede tid, fordi man samtidig har tid til forberedelse i puljetiden og også kan gøre brug af fleksibiliteten i tilstedeværelsestiden - (såfremt skemaet tillader det vel at mærke). Konsekvensen er, at den samlede tid på skolen kan blive en slags alt-mulig-kasse, hvor man kan placere utroligt mange opgaver, fordi de resterende opgaver - fx forberedelse - bare kan ordnes derhjemme eller på et andet tidspunkt…eftersom der ikke er en egentlig afgrænsning fra dag til dag.

Ambitiøse lærere

Som modargument kunne man vel sige, at lærerne så bare kunne holde sig inden for tidsrummet og den afsatte tid - men lærere er ambitiøse og længes efter at gøre arbejdet godt nok, at løse opgaverne bare nogenlunde tilfredsstillende og ikke mindst efter at imødekomme børnenes behov. Det opleves forkert at måtte afvise et barn, fordi man ikke har tid - fordi der er for mange opgaver. Det er jo børnenes positive udvikling, der er omdrejningspunktet for alt, hvad vi laver. Bl.a. derfor vægtes fleksibiliteten så højt hos vi lærere.

Fanget mellem de to måder Nana Vaaben tænker tid på, bliver det lærerens problem at få det til at hænge sammen. Det bliver et tomt tidsrum, hvor man ikke forholder sig til den uendelige mængde af opgaver, fordi de er uden tidsramme.

Det simple regnestykke

Men dilemmaet forstærkes yderligere af, at tænkningen vedr. opgaver også er blandet sammen.

Førhen havde lærerne et simpelt regnestykke, hvor alle opgaverne (den afsatte tid) blev lagt sammen og tilsammen udgjorde et fuldtidsarbejde. Her var alle opgaver synlige og opgjort og der var som udgangspunkt en om ikke fuldstændig sammenhæng, så dog en aftalt retfærdighed og en transparent sammenhæng mellem undervisningens mængde og de øvrige ansvarsområder. Fx betød klasselæreransvaret, at undervisningsmængden blev mindre. I dag bliver fx klasselæreransvaret ofte bare lagt ovenpå - og det betyder, at opgaven i praksis bliver usynlig.

Så hvordan kan der skabes en afgrænsning?

Hvad er løsningen?

Sammenblandingen af tiden løser altså ikke det grundlæggende problem: at der er for mange opgaver - Tværtimod!

Vi må som TR’ere, kollegaer og fagforening insistere på, at opgavernes omfang bliver synlige - og da kvalitet og omfang hænger uløseligt sammen, må vi også drøfte hvilken kvalitet vi skal og vil levere i folkeskolen - For kvalitet tager tid!