Katrine Vinther Nielsen

Blog

Er der en voksen tilstede?

Det er bekymrende, hvis argumentationen for minimumsnormeringer begrundes med klasseloftet i folkeskolen - for et klasseloft på 28 er ikke et ideal at stræbe efter!

Publiceret Senest opdateret

Katrine Vinther Nielsen

Folkeskolelærer i Aarhus, kredsstyrelsesmedlem i Århus Lærerforening Optaget af afprofessionalisering, arbejdstid, arbejdsmiljø, arbejdsforhold, fagpolitik og demokratisk dannelsesderoute

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På lørdag d.6.april 2019 demonstreres i hele landet for minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Initiativet og formålet fortjener stor sympati og megen opbakning.

Den rystende dokumentar: “Hvem passer vores børn?”, efterlod ingen tvivl, om at det er uforsvarligt og uværdigt, at normeringen ikke er god nok i daginstitutionerne. Det har store konsekvenser for pædagogernes arbejdsmiljø og børnenes fremtid - og som skolelærer ved vi - at det er altafgørende hvilken ballast børnene kommer med, når de skal i skole.

Så ja, der skal udvises politisk vilje og handling nu!

Folkeskolen må ikke blive idealet

Men det bekymrer mig, at jeg ofte møder en argumentation for minimumsnormering med henvisning til folkeskolens klasseloft.

Hensigten og ambitionen om, at der også skal være loft over antallet af børn en pædagog skal have ansvaret for i daginstitutionerne, bakker jeg fuldstændig op, men at underbygge det med et klasseloft på 28 elever, er ikke et ideal at stræbe efter:

I enhver klasse er der ikke ualmindeligt at der er flere elever, som har faglige vanskeligheder, fx ordblindhed eller læse/stavevanskeligheder, flere elever, som har trivselsvanskeligheder fx ensomhed, mobning, angst, og flere elever, som har diagnoser fx ADHD. Dertil kommer de elever, hvor livet derhjemme er svært.

Det siger sig selv, at jo flere børn der er, jo færre minutter er der til at hjælpe, støtte og udfordre. Enhver lærer må dagligt prioritere - og har man store klasser er hver lektion en benhård prioritering af hvem, der skal tilgodeses og hvem, der i værste fald skal overses: Skal jeg i dag udfordre de fagligt stærke elever, så de ikke keder sig, eller skal jeg hjælpe de svage - og hvem af dem skal jeg hjælpe?!

Den økonomiske incitamentspolitik med det misvisende narrativ: “effektiv klassedannelse” har sikret, at det mere er reglen end undtagelsen, at klasserne er store i folkeskolen.

Et minimum af kvalitet

Så når jeg deltager i demonstrationen er det for at kæmpe for et godt børneliv hele barndommen og for at kræve reelle minimumsnormeringer, men også et minimum af kvalitet!

Jeg håber vi ses!