Caspers stol er tom

Casper

Casper er 14 år og går i 8.kl. Han er alene hjemme om morgenen, når han skal i skole. Han føler, at det er ligesom at møde en mur, når han skal ud af døren, så han bliver ofte hjemme.

Alt for ofte.

Så Casper har meget fravær - ja, det vi kalder “bekymrende fravær”.

Casper er ikke en rigtig person, men derimod en case, jeg har mødt på en meget spændende workshop vedr. skolefravær og trivsel arrangeret af magistraterne for Børn og Unge og Sociale forhold og Beskæftigelse.

Jeg genkendte Casper med det samme. Så selvom casen naturligvis kun var brudstykker af et barneliv, kunne jeg sagtens udfylde resten: For mon ikke Caspers klasse havde mange elever? Mon ikke der var andre, der heller ikke trivedes? Mon ikke der var andre, som havde diagnoser eller udfordringer - fagligt, såvel som personligt? Og mon ikke Caspers tomme stol var et sjældnere syn, da skoledagen var kortere og de faglige krav knap så massive?

Selvom jeg heller ikke kender Caspers lærere, er jeg heller ikke i tvivl om, at de sætter pris på det tværfaglige samarbejde, og at de higer efter at kunne give alle elever, den opmærksomhed, de fortjener. Men lærerens tid er stærkt begrænset grundet mange opgaver og mange undervisningslektioner, og desværre går megen tid også med dårlige ITløsninger og konceptuelle projekter.

Når en lærer har en elev som Casper i sin klasse, er man allerede bekymret for barnet langt tidligere end han har “bekymrende fravær”: Måske er eleven begyndt at gå på toilettet i lidt for lang tid, måske er eleven begyndt at komme for sent, måske…

Min erfaring, som klasselærer igennem mange år er, at hvis skolevægring skal ændres til skoleglæde, så skal der være tid til denne opgave hver eneste dag. Derfor er det afgørende, at der fra politisk side prioriteres ressourcer til skolerne, som skolerne selv kan prioritere, for så kan der afsættes tid og ressourcer til, at der er (klasse)lærere, der har tilstrækkeligt tid til at arbejde systematisk med trivslen. 

Specialklasser kan være den helt rigtige løsning

Det er også afgørende, at hvis det viser sig, at Casper har behov for et specialpædagogisk tilbud, at så får han det. 

Aarhusianske lærere er dygtige til at inkludere elever og gør det hver eneste dag. Nogle elever profiterer af det, men ikke alle, fordi deres udfordringer gør, at de ikke bare lige kan inkluderes: Således er det ikke ualmindeligt, at der i en helt almindelig folkeskoleklasse sidder elever med specialpædagogiske behov.

Det er problematisk.

Derfor bekymrer det mig, at der i Stiften om afgående PPR-chef lægges op til øget inklusion: “hvis bare man kunne skabe den samme ro i en almindelig klasse (som en specialklasse), så ville en stor del af de børn, vi i dag har sendt i specialklasse, sagtens kunne rummes i en almindelig klasse”

https://stiften.dk/artikel/status-efter-20-%C3%A5r-som-chef-for-s%C3%A5rbare-b%C3%B8rn-vi-skal-have-de-uregerlige-b%C3%B8rn-tilbage-i-de-almindelige-klasser

For er konsekvensen så, at der vil komme færre specialklasser i Aarhus? Betyder det, at specialpædagogikken kommer til at fylde langt mere i almenklasserne - Ja, skal vi ikke drøfte hvilke konsekvenser, det vil få for den aarhusianske folkeskoles pædagogik, hvis specialpædagogikken bliver dominerende i almenklasser eller i NEST-klasserne?

Tomme ord?

I Aarhus er der fokus på god ledelse og på børnenes trivsel, men hvis ord som ”... sætter vi børnene og de unge i centrum for alle beslutninger og processer….” ikke skal være lige så tomme, som Caspers stol, bliver der nødt til at være et politisk ansvar for de rammer, skolen har for, at børnene og de behov de har, for alvor bliver det allervigtigst.

Så hvis ambitionen om at øge kvaliteten skal lykkes, skal det politiske niveau altså også se vores virkelighed, så vi sammen kan drøfte hvilke økonomiske og pædagogiske rammer, der udfordrer kvaliteten. På denne måde kommer kvalitetstilsynet til at afspejle om de politiske prioriteringer har været rigtige og tilstrækkelige.