Det perfekte samarbejde?

Det er en sen tirsdag eftermiddag og efter en lang, spændende og lærerig dag, som censor, ser jeg frem til at blive introduceret til AULA på personalemødet. Jeg er forventningsfuld, for jeg har hørt, at AULA er mere intuitivt, og at det er nemmere fx at uploade billeder, men jeg har også min sunde skepsis og betænkelighed, for de digitale løsninger, vi før er blevet præsenteret for, har ofte budt på vanskeligheder og brudte løfter. 

Positiv kommunikation

Frem på skærmen toner direktøren for Børn og Unge i Aarhus, Martin Østergaard Christensen. Han forklarer, hvordan Aula kommer til at styrke kommunikationen mellem skole og hjem:

https://www.youtube.com/watch?v=UqJyvFLyXKs

Jeg hører ham sige: “holde hinanden fast på at kommunikere mere positivt” og “skal samarbejdet med hjemmet være perfekt”

Jeg fnyser forarget og fornærmet og tænker: “Jamen, kommunikerer vi ikke positivt allerede?”

Jeg bliver så nysgerrig efter at vide, hvad han egentlig mener, at jeg efterfølgende ser klippet flere gange og i den forbindelse kommer jeg til at reflektere over kommunikation i bred forstand - ja, om hvordan muligvis uklare meldinger kan få betydning for hvordan kommunikationen fortolkes - ja, om den forstås eller misforstås af modtageren.

“Jeg håber med vores nye Aula, at vi ikke bare får en ny platform, men også kan lige holde hinanden fast på at kommunikere meget mere positivt og målrettet med forældrene, så de får den information, de har brug for og også ved, hvad de skal gøre med den.”

Jeg er, trods mange gennemspilninger, stadig i tvivl, om hvad han mener, - synes han, at vores kommunikation i dag ikke er positiv nok, hvorfor vi så skal holde hinanden fast på, at her er et udviklingspotentiale eller skal vi fastholde vores nuværende positive kommunikation?

Findes det perfekte samarbejde?

“Vi ved, at for at børn skal trives og lære noget, der skal samarbejdet med hjemmet være perfekt og det gør det kun hvis vi forstår hinanden og kommunikerer med hinanden - og det tror jeg, at Aula giver os en ny mulighed for at starte på.”

Kommunikation og forståelse er for den professionelle lærer selvfølgeligheder, men det ændrer ikke ved, at det vi kommunikerer om, kan være svært.

Måske skal vi, inspireret af begrebet pissedårlig undervisning, også turde tale om pissedårligt forældresamarbejde: velvidende at trods bestræbelserne efter det perfekte, så bliver det måske kun tilnærmelsesvist og i glimt bare nogenlunde - for er det overhovedet realiserbart mennesker imellem at skabe perfekte relationer? Er det ikke mest bare kompliceret og en hårfin balancegang på meget tynd is:

Når barnets skoleliv slår knuder og bumpene på vejen opleves som bjerge, ved vi, at forældre er sårbare, de lytter måske ikke helt og håber måske det umulige fx at barnet ikke har den diagnose eller den udfordring, som de professionelle har identificeret. - Og vi ved, at vi måske ikke helt har forstået deres bekymringer eller set det, de ser.

I en sådan situation er den empatiske og følsomme dialog den eneste rigtige - og den, tror jeg ikke nødvendigvis, kan starte i det digitale.

Teknisk kvalitet?

Jeg vil fastholde den sunde skepsis og kritiske stemme og håbe, at den også får vægt i udviklingen af vores (digitale) dialog.

Jeg er dog fortsat fortrøstningsfuld, for jeg ved, at bag kommunikationen står professionelle levende lærere og ikke kun digitale løsninger: 

Vi ved jo godt, at medier ikke altid hjælper os - vi ved jo godt, at medier, herunder korte videoklip, jo ikke nødvendigvis afspejler alle nuancerne og kan skabe digitale blindgyder i stedet for dialog.

Så ligesom jeg håber, at vi som professionelle lærere vil fastholde vores viden om, at teknikken ikke kan erstatte dialogen ansigt til ansigt - Så håber jeg, at direktørens intention har været en anden end dén, jeg umiddelbart fnyste forarget og fornærmet over; for udgangspunktet må da være, at vi har en grundlæggende tillid til at vi, både ledelse, medarbejdere og forældre vil hinanden og børnene det bedste, hvorfor efterspørgelsen på mere positivitet og perfektion, forekommer absurd.

Ja, vi må fastholde, at det ikke er endnu et teknisk vidunder, som skaber kvalitet i forældresamarbejdet, men derimod flere ressourcer til folkeskolen, fx færre elever i klasserne og færre undervisningslektioner, for så ville der være mere tid til samarbejdet, for det er i virkeligheden tiden vi mangler!