Tavshed

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fortælle om oplevelser og erfaringer fra folkeskolen med elever, hvis skolehverdag er præget af nederlag og store frustrationer, fordi lærerne og skolen ikke har rammerne til at skabe en undervisning, som tilgodeser disse børns og unges behov fagligt og socialt uanset deres forudsætninger.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fortælle om en virkelighed, hvor pseudopædagogiske bortforklaringer skjuler de økonomiske incitamenter, som styrer vores skole og skolesyn - i daglig tale kaldet: “inklusion”

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne dele eksempler på, at det økonomiske rationale for længe siden har gennemsyret vores tænkning: Det økonomiske rationale, hvor børn ses som en udgift, hvis de skal have et skoletilbud med specialpædagogiske foranstaltninger.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne vise, at det ikke nødvendigvis er en udfordring at inkludere det enkelte barn, men derimod de mange børn med diagnoser og faglige såvel som sociale udfordringer og læg så dertil, at livet i al almindelighed byder på kriser og livskriser, og at samfundet presser børnene og de unge mennesker.

Hvor ville jeg ønske, at politikerne kunne få historier fra virkeligheden, så de ville indse, at trods rettidig, ihærdige pædagogiske indsatser, retningslinjer og støtteforanstaltninger, så ændrer det ikke ved, at der er elever, som ikke får det rette skoletilbud i folkeskolen.

Men hensynet til tavshedspligten og til børnene og deres klassekammerater, byder mig at tie.

Derfor bliver mit vidnesbyrd tavst.