Mod smitter

En hyldest til rådgivningsgruppen

“Der sker noget, når man kommer med velbegrundet kritik”

Sådan (nogenlunde) sagde Lene Tanggaard på folkemødet med henvisning til opgøret med styringstyranniet i den pædagogiske verden og den sætning har givet mig stof til eftertanke: Der lyder ofte en kritik af læreruddannelsen: At den er for teoretisk og at man ikke kan bruge den teoretiske viden til noget i praksis. Men med Lene Tanggaards ord i mente, og Mette Frederiksens utrættelige kamp for formålsstyret undervisning, er det måske netop den teoretiske viden, som kan være med til at give os ballasten til at tage vores fag tilbage; for så kan vi konstruktivt og fagligt udøve saglig kritik, som kan være med til at udvikle skolen. På den måde kan vi gøre op med følgagtigheden og undgå ensretning.

Mangfoldigheden udvikler faget, vi kan kun udvikle vores fag i et stærkt fagligt fællesskab.

Lad mig komme med et eksempel fra min egen praksis:

Hvorfor græder barnet?

På min skole får eleverne i 8.kl. et undervisningsforløb i “Livsmestring”, undervisningen gennemføres af gæstelærere, og for nogle år siden var jeg vidne til en fortælling, som blev fortalt for eleverne, til illustration af hvordan vi som mennesker ureflekteret kopierer hinandens adfærd og blot bakker op om klynkementalitet i stedet for at opmuntre til robusthed:

I en vuggestue sidder et barn fredeligt på et tæppe på gulvet. Barnet leger og har det godt. Ind træder en forælder med et barn, som skal afleveres. Barnet sættes på tæppet og da forælderen forlader rummet, begynder barnet at græde. Hvorefter det første barn nu også begynder at græde.

Jeg problematiserede fortolkningen og mente, at det også kunne være udtryk for solidaritet, hvor det første barn, i solidaritet og empati, hjælper det andet barn til at råbe op om uretfærdighed, så de voksne kommer og hjælper/trøster.

Efterfølgende havde vi i teamet en rigtig god drøftelse af forløbet og hvad vi ønskede eleverne skulle lære. En drøftelse, som kun kunne finde sted takket være vores teoretiske ballast, som gjorde os i stand til at argumentere for hver vores didaktiske og skolepolitiske udgangspunkt.

Ordene må ikke forsvinde

Kritikken forstummer, hvis ordene forsvinder: se blot hvor svært det er at tale om krav og ressourcer, når ordet “tid” ikke længere må bruges. Ja, vi må kæmpe for vores teoretiske, didaktiske sprog, så røgsløret af konsulentord forsvinder. Dét er afgørende for os, for vi mister den faglige stolthed, hvis vi ikke kan levere faglighed i både ord og handling.