Hvordan skabes kvalitet i folkeskolen?

I denne periode har mit fokus naturligvis primært været på elevernes trivsel, men stærkt forfulgt af at skabe motiverende opgaver. Derfor lod jeg min 8.kl. skrive et uddrag af deres erindring om denne tid. En opgave, jeg suverænt selv havde formuleret, og som var målrettet og med udgangspunkt i mine elever. Da jeg læste resultatet, blev jeg meget positivt overrasket og stolt, for det var nærværende og rørende litteratur. Selv de elever, som sædvanligvis har svært ved at formulere sig, havde gjort sig interessante og vedkommende tanker.

Efterfølgende har jeg tænkt meget over, hvad der skete. Jeg er kommet frem til, at jeg måske stjal mig til en lille smule mere frihed, end jeg gør til daglig. Ja, måske fik mine værdier om elevinddragelse en ny dimension, fordi jeg stjal mig til lidt mere frihed?

EVAs rapport om undervisningspraksis i udskolingen kan måske give et fingerpeg om, hvad der er på spil: I rapporten fortælles således, at lærere i udskolingen har travlt med at gøre eleverne klar til folkeskolens afgangsprøver, fordi man vægter det, skolen bliver bedømt på fra forældre og fra det politiske niveau. Man kan ikke bebrejde lærernes fokus, for der er tale om ansvarlige lærere, der ved, at både de og eleverne bliver bedømt på resultaterne.

Og mon ikke dette kan have betydning for, om læreren tør prøve noget af (som muligvis ikke er relevant for prøven), tør fejle, og i, hvilken grad læreren tør involvere elevernes verden og eleverne?

Hvordan skaber vi kvalitet i folkeskolen?

Pia Rose Böwadt, Rikke Pedersen og Nana Vaaben har i deres bog: “Lærere mellem engagement og afmagt” beskrevet, hvordan lærere ser på deres rolle i folkeskolen. Bogens forfattere skriver: “Det er værd at bemærke, at når vi i undersøgelsen spørger om, hvordan lærerne har det i folkeskolen, så handler svarene i vid udstrækning om, hvordan deres elever har det”

Og ja, det er bemærkelsesværdigt, at lærerne vurderer deres egne forhold ud fra elevernes forhold. Men overraskende er det ikke, for det viser det, lærere godt ved: at vi er optaget af kvaliteten i folkeskolen.

I denne undtagelsestilstand med nødundervisning er det da også kvaliteten af undervisningen og samværet med eleverne, som har været drøftet allermest på vores teammøder: bekymringer for de svage elever, for trivslen, og for om det faglige niveau er passende. Der bliver udvekslet ideer til undervisningens indhold og organisering: En lærer fortæller begejstret om en gruppeopgave, og anden fortæller om, hvordan tæt kontakt med elever og forældre har haft positiv betydning og afværget en nedsmeltning hos et ungt menneske. 

Lærernes kvalitetsopfølgning

Lærerne følger altså op på kvaliteten løbende. Vores opfølgning sker i den daglige undervisning, hvor elevernes tilbagemeldinger og den direkte kontakt med forældre og elever er med til at justere og tilpasse undervisningen, så den passer til eleverne. Vi beder altså ikke, eleverne udfylde lange tilfredshedsundersøgelser eller spørgeskemaundersøgelser, nej, det er dialogen, som sikrer denne udvikling.

På samme måde, ville jeg ønske, at den kommunale kvalitetsopfølgning kunne blive: En dialog mellem politikere, ledere, lærere, pædagoger, forældre og elever. 

Så mit budskab er entydigt: kvalitet skabes i samarbejdet, ikke af dataindsamling. Ja, jeg vil på det kraftigste advare mod at sammenligne folkeskolen med virksomheder, som skal vurderes af kunder og forbrugere med smileyordninger: I skolen skabes kvalitet i samarbejde og dialog, fordi vi er sammen om at skabe kvaliteten.

Politikernes kvalitetsopfølgning

Jeg har med stor interesse fulgt debatten i Aarhus byråd og Børn- og ungeudvalget, hvor kvalitetsopfølgning har været på dagsordenen. Debatten har kredset om meget relevante emner som fravær, motivation, medbestemmelse, ensomhed og mobning. 

Anders Winnerskjold (S), understreger, at folkeskolen i Aarhus er god, men påpeger, at der stadig er behov for forbedringer. Han slår fast, at byrådets opgave ikke bare er at føre tilsyn, men også at sikre udvikling, hvorfor det bliver vigtigt at se på, hvilke handlinger  kvalitetsopfølgningen afføder. Heldigvis er han opmærksom på, at der er en økonomisk dimension. Mette Bjerre (SF) pointerer, at Aarhus Kommune prioriterer folkeskolen økonomisk noget lavere, end de gør i andre kommuner. 

Det er denne pointe, jeg vil hæfte mig ved: Jeg vil opfordre til at rette fokus på lærernes mulighed for at skabe spændende, engagerende, involverende og inkluderende undervisning.

For der kan ikke udelukkende efterspørges handling ude på skolerne, for de handlemuligheder vi har, er det politiske niveau med til at skabe.

Vi har ikke brug for flere koncepter, projekter og konsulenter, men derimod, at lærerne får mere tid til forberedelse. Vi har brug for frihed, for inddragende undervisning skabes, når der er opbakning til at gå udenfor de snævre rammer. Der er brug for politiske diskussion og mod, så skolens formål også kan blive tilgodeset i udskolingen.

Mette Bjerre (SF) fortælling om “enormt overskudsagtige lærere, som tager sagen i egen hånd og henter børn på vej til skole, fordi de ved, at det er den eneste måde, man får et bestemt barn til at møde op på.” viser, at lærerne ved, hvad der skal til, når et barn eller ung lider af skolevægring. Men tiden ikke er til det, så det skal ikke være et spørgsmål om overskud eller ej. Det skal være et spørgsmål om politisk vilje til at prioritere klasselærerarbejdet, som i mange år har været underprioriteret.

Ja, det koster at give tid til at skabe og strukturere motiverende, forståelig, meningsfuld og engagerende undervisning. Det koster at give ressourcer til at skabe inkluderende undervisning for elever med særlige behov. Det koster at vende skolevægring til skoleglæde.