Katrine Vinther Nielsen
Blog
Stemmer fra virkeligheden
Jeg er bange for, at man skal have stået i det selv, for til fulde at begribe det
“Mærker I, hvor dybt frustrationerne stikker i den enkelte velfærdsmedarbejder?” spørger Mona Striib, forbundsformand i FOA i nedenstående kronik, hvor hun kritiserer, at politikerne overhører offentligt ansattes afgrundsdybe frustrationer, og hun konkluderer da også:
“Jeg er bange for, at man skal have stået i det selv, for til fulde at begribe det.”
Jeg er fuldstændig enig.
Jeg tror ikke, at man forstår, hvor frustrerende det er at være tvunget til at møde dårligt eller ligefrem uforberedt til sin undervisning eller skulle træffe umulige valg mellem hvilke elever, der skal have ens faglige eller personlige opmærksomhed, støtte eller hjælp. Nej, jeg tror ikke, man forstår det, hvis ikke man selv har prøvet det - mavepinen, den dårlige samvittighed eller skammen.
Særligt fordi vi skjuler det. Vi udfører nemlig såkaldt skyggearbejde. Skyggearbejde er det arbejde, man udfører ud over ens arbejdstid eller arbejdsbeskrivelse, fordi man gerne vil levere et kvalitativt godt stykke arbejde. Man gør det, fordi man gerne vil kunne se elever og forældre i øjnene. Det, der motiverer os lærere, er nemlig at gøre en forskel for de børn og unge vi møder, og hvis man skal gå på kompromis med dét - så mister arbejdet sin betydning.
Det skal vi tage alvorligt: Politikerne skal passe bedre på dem, der passer på børnene.
Og jeg ikke i tvivl om, at et af de afgørende svar på at styrke velfærden - ja skabe værdig velfærd, rekruttering og fastholdelse, er bedre arbejdsbetingelser. Ja, lærere skal have god tid til relationsarbejdet, så vi har tid nok til at tage hånd om den stigende andel af børn, der mistrives.
Folkeskolens eksistentielle krise skal tages alvorligt
Den virkelighed, som vi lærere genkender i udsendelsen Smertensbørn, skal ind i på den politiske arena langt tidligere. Og lige så vigtigt: det skal ikke udløse et cirkus af mærkelige projekter, som lige kan løse problemet eller endnu værre skyde skylden på den enkelte lærer eller barn.
I en eksistentiel krise er meningen fraværende og i desperation vil man efterspørge hurtige svar og løsninger, uden at forholde sig kritisk til bivirkningerne. Fundamentet - den grundlæggende mening med at holde skole - bl.a. udtrykt i folkeskolens formål - skal styrkes, så vi ikke forføres af modeluner, quick fixes eller terapeutiske tiltag. Vi må turde spørge, hvad diverse tiltag gør ved vores undervisning og måde at holde skole på: Understøtter det den demokratiske dannelse eller er der tale om behavioristiske tendenser eller kaotiske forsøg?
Vi må i stedet insistere på, at børn med specialpædagogiske behov får et specialpædagogisk tilbud og således gøre op med ødelæggende økonomiske incitamentsstrukturer.
Vi skal have færre koncepter og flere klasselærere. Vi skal have større tillid til de fagprofessionelles vurdering af, hvordan god undervisning skabes:
Lærere skal ikke reduceres til at være forvaltere af fagportaler, men have mulighed for og god tid til at udvikle undervisningen: Jeg mindes med stor glæde, da der blev løsnet for de stramme rammer i nødundervisningstiden. Pludselig kunne man skabe en undervisning, som ikke var målrettet prøver og uendelige mængder af færdigheder. Pludselig kunne vi fordybe os i den virkelighed eleverne stod i og med flere lærere kunne man komme omkring langt flere elever. Der er ingen tvivl om, at fokus på oplevelser og fordybelse og nedtoningen af præstationer gavner trivslen.
Mod til at prioritere velfærden
FOA har påvist, at vi går glip af velfærdskroner, fordi kommunerne er for overforsigtige. Det er ikke løsningen. Der er derimod brug for politisk mod til at investere i velfærden. Ja, det er indlysende, at der skal tilføres flere ressourcer, så vi kan få kortere skoledage, lavere klassekvotienter, flere to-lærere, og mere forberedelsestid til gavn for alle.
Det er afgørende, at stemmerne fra virkeligheden høres og tages alvorligt i politik. Derfor håber jeg, at jeg får din stemme til kommunalvalget, for som folkeskolelærer ved jeg, hvor vigtigt det er med et stærkt velfærdssamfund, som sikrer vores børn lige muligheder.
