Fjern undervisningen

Opbakning

Lad mig slå fast: Skolelukningerne var den eneste rigtige beslutning og har min fulde opbakning.

Kan læreren undværes?

Da jeg i fredags udarbejdede det ene fjernundervisningsforløb efter det andet, slog det mig, hvor svært det er at planlægge undervisning på distancen:

Jeg kan ikke vide, hvordan undervisningen bliver modtaget, for jeg kan ikke se elevernes kropssprog og høre deres umiddelbare kommentarer - for trods de digitale muligheder for videokonferencer mv. er det, altså noget andet at stå live i klassen og kunne overskue hele flokken og mærke samspillet.

Jeg kan ikke for alvor differentiere undervisningen, for den naturlige differentiering kommer i mødet med eleverne, når stoffet er blevet præsenteret. Jeg ved ikke, om de forstår, hvad jeg skriver - er det for svært, kedeligt eller for let?

Hverdagens samtaler med eleverne om det, de er optagede af, og det der sker i verden, er jeg ikke længere en direkte del af. Jeg kan kun opfordre til, at de reflekterer over, hvad der sker i vores samfund både psykologisk og sociologisk. Jeg kan kun opfordre dem til at lytte til medierne med et kritisk blik på udviklingen, særligt når det gælder retsstat og styreform. 

Jeg trøster mig med, at forældrene naturligvis vil have disse snakke med de unge mennesker, men jeg ved også, at de (ligesom jeg) ikke får udfordret, nuanceret og perspektiveret opfattelserne, fordi samtalens deltagere er langt færre, end de plejer at være i en klasse på 25. 

Jeg kan også kun appellere til fællesskabets forpligtethed, når grupperne til afgangseksamen skal etableres på distancen.

Jeg håber, at de stærkeste udviser omsorg for de svageste.

Mon de udvikler udsyn, ansvarlighed og samfundssind eller bliver de primært optagede af sig selv og hamstrer uvidenhed?

Fjernundervisning er et mærkeligt misvisende begreb. Der er nemlig kun tale om undervisning, når mennesker mødes og samarbejder om det fælles tredje - faget. Og således bliver det tydeligt, at fjernundervisningen ikke kan erstatte læreren, for ingen ønsker sig vel en distanceret lærer?

Så vi må i fællesskab, lærere, elever og forældre sammen finde en form for erstatning. Men ligesom erstatningskaffe bliver det aldrig helt det samme som helt ægte kaffe. Duften og smagen udebliver.

Lærerens status

Men måske kommer der noget godt ud af denne krise: 

I fredags oplevede jeg, at lærerne, trods opfordringen om det modsatte, ikke rigtig kunne finde ud af at tage hjem. Den fælles forberedelse og de didaktiske samtaler - ja, det faglige fællesskab havde vi tydeligvis svært ved at undvære.

Men til gengæld kunne jeg se, at udsigten til at få forberedelse med fordybelse fik lyset frem i øjnene: en af mine indskolingskollegaer udtrykte begejstret, at nu kunne hun udarbejde det matematikværksted, som i mange år havde været forsømt.

Så måske kommer der noget godt ud af denne situation. Måske øges tilliden til, at lærerne gerne vil samarbejde og godt vil og kan lave noget, selvom forberedelsen ikke er sat i skema eller foregår på skolen. Og måske erfarer politikerne, der er forældre til skolebørn, at kortere skoledage alligevel er at foretrække?