Et slag

...

Eleven står med battet

Aldrig har jeg følt mig så lille, så magtesløs.

Afværgende løfter jeg armene op foran mit ansigt

Klar til at forsvare mig mod et slag, der heldigvis aldrig kom.

...

Senere kom moderen.

Hun var også magtesløs.

Han lyttede heller ikke til hende.

Min leder lyttede til mig og smed alt hvad hun havde i hænderne, for at tage hånd om min situation: Der blev sørget for, at der blevet lavet foranstaltninger ift eleven og at jeg fik krisepsykolog samme eftermiddag.

Slået omkuld?

Vejret var godt, så psykologen og jeg satte os ud under åben himmel og det var på flere måder rigtigt godt; der var luft, så jeg igen kunne trække vejret og det uendelige rum gav flere perspektiver på situationen.

Jeg husker ikke meget af vores samtale, men blot det befriende ved at tale frit og sidde på græsset og mærke den bløde, men faste grund under én.

Nej, jeg var ikke blevet slået omkuld.

Får du det sagt?

Min leder fortalte efterfølgende, at min nye kollega var rystet, for jeg havde jo ikke sagt noget.

“Jamen, kender du ikke Katrine?” Havde min leder spurgt og selv givet svaret:

“Hun vil have kontrol over tingene, så selvfølgelig siger hun ikke noget i situationen”

Jeg husker tydeligt den sætning, fordi den var et klart udtryk for, at min leder vidste, at sådan ville jeg håndtere situationen: Den skulle først og fremmest løses og ingen hverken elever eller kolleger skulle opleve, at der ikke var kontrol over situationen. Det var først bagefter, jeg tænkte på mig selv.

Er det unikt?

Nej, sådan reagerer lærere: Vi har jo i vores uddannelse fået at vide, at vi er ansvarlige for det didaktiske rum og relationen.

Men der må også være en grænse for, hvad læreren kan tage ansvar for.

Vi skal handle i fællesskab

Måske er det normalt, at lærere oplever trusler og vold, men det må aldrig blive normen.

Vi må sammen hjælpe hinanden med at bryde tabuet og slippe kontrollen, bede om hjælp.

Og så skal vi huske at registrere hændelserne, for kun på den måde kan arbejdsmiljøgruppen og MED sætte fokus på området og sikre at indsatsen styrkes.

Indsatsen må ikke kun være lokal, derfor er det vigtigt, at vores viden ikke går tabt - den skal nå ind i fagforeningen, så der fortsat kan arbejdes politisk på at forbedre lærernes arbejdsmiljø.