Katrine Vinther Nielsen

Blog

Hvis sprog taler vi?

Fagbevægelsen må genfinde sproget og tage ordet

Publiceret Senest opdateret

Katrine Vinther Nielsen

Folkeskolelærer i Aarhus, kredsstyrelsesmedlem i Århus Lærerforening Optaget af afprofessionalisering, arbejdstid, arbejdsmiljø, arbejdsforhold, fagpolitik og demokratisk dannelsesderoute

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I min ungdoms begyndelse arbejdede jeg som frivillig sammen med andre unge, som jeg, fra hele Europa. Vores opgave var at rydde et skovbryn, så en skovsti kunne bryde frem. Alt imens sommervarmen bragede og vi tæmmede den franske natur, delte vi vores drømme.

Forført af venstrefløjs romantik, delte jeg mine tanker om ideologier og utopier. Jeg vil aldrig glemme det stivnede ansigtsudtryk hos en ung mand fra Tjekkiet. Han indviede mig i en verden, der var så anderledes, end den jeg kendte.

Året var ikke 1984, men titlen på den bog, han bad mig læse.

Da sommeren var omme, var ukrudtet borte og jeg var blevet overbevist om, at selv de fineste ideologier kan misbruges og være undertrykkende.

Ministeriet for Sandhed

Mange år er gået siden hen, men bogens betydning har fulgt mig og vor tid har igen kaldt på et gensyn med bogen. Det er stadig uhyggelig læsning om et dybt dysfunktionelt samfund, hvor passion og følelser er erstattet af frygt og kynisme. Hvor mennesker er blevet feje kujoner.

Stort indtryk gør hovedpersonens beskrivelser af sit arbejde i “Historisk afdeling”, hvor han korrigerer og retter - Læs: forfalsker - historien, så den stemmer overens nutidens fortælling.

Det er naturligvis ikke en beskrivelse af vort samfund: Der er ikke et ministerium for Sandhed ej heller en historisk afdeling og forfalskninger kender vi ikke til. Men når forhenværende politikere kan ændre udtalelser, så de stemmer overens med det narrativ, man ønsker skal kendetegne ens virke, ja så løber det en koldt ned af ryggen, og bogens beskrivelser bliver uhyggeligt genkendelige.

Nysprog

Nysprog er det officielle sprog i bogens univers, og målet er indskrænke tankens område ved at reducere ordforrådet og afskaffe uønskede ord. Således udelukkes de uønskede meninger. Man kan kun give udtryk for holdninger, som er acceptable. Ved at fjerne ordene, fjerner man således muligheden for at udtrykke sig frit og nuanceret. Tankerne bliver tynde.

Banker mit dansklærerhjerte for voldsomt og er min fortolkningsiver for stor, hvis jeg kan nikke genkendende til dette, når lærere ikke længere må tale om tid eller udtrykke sig i tid?

Nysproget består også af ord, som er konstrueret med politiske mål for øje, det vil sige ord,  som også har til formål at fremkalde en bestemt indstilling hos dem, der bruger dem.

Sådanne ord kan vi også nemt genfinde i vor tids sprog; jeg nævner i flæng: omprioriteringsbidrag, moderniseringsstyrelse . Derudover findes meningsløse ord, fx “prøvehandlinger”, “genbesøge” eller  eller “gentænke” - ord som virker meget lidt gennemtænkte.

Men det er ikke bare ordene, som er sminkede eller meningsløse - det er hele tænkningen: når “implementeringen skal foregå lokalt”, når det er bedst, at vi tager “drøftelsen i personalegruppen” fordi “de fagprofessionelle er bedre til at se løsninger og muligheder lokalt” mener jeg, det er udtryk for, at man bruger sproget til at skjule, at man ikke kan eller vil tage ansvar for den manglende kvalitet.

Vores eget sprog

Vi skal tale vores eget sprog og ikke lade os forføre af flot, men tom tale og tynde tanker.

Tillokkende er det at lade sig inspirere af Niels Hausgaards seneste show, hvor han befriende humoristisk og modigt udnævner ministerierne til “røvballeministerierne”, som gennemfører “røvballisering”.

Men vi skal tænke selv: Det må selvfølgelig være vores opgave at genfinde vores eget sprog