Katrine Vinther Nielsen
Blog
Forestil dig en murer
Enhver lighed med OK18 og den offentlige sektor er tilsigtet
Forestil dig en murer, som fik at vide, at han skulle bygge et nyt hus.
Forestil dig endvidere, at han fik en skitse og ikke en reel arbejdstegning, og at han skulle dele sin murerske med tre andre murere.
Forestil dig, at murerskeen nogle gange knækkede, fordi den var udviklet af nogle, der ikke var murere og ikke vidste, hvad den skulle bruges til.
Forestil dig derudover, at han fik at vide, at han skulle bygge et større hus, og at det skulle bygges på kortere tid, end han plejede, og at det godt kunne lade sig gøre, fordi han bare skulle arbejde smartere og i team.
Forestil dig, at han ikke nåede at spise sin madpakke, fordi fundamentet knap var færdigt.
Legitim arbejdskamp?
Når han så stillede sig tvivlende overfor, om projektet var realiserbart, og ønskede en ordentlig betaling og fair behandling, ville han så blive mødt med krav om at lade være med at være så optaget af at tage og ikke give? Eller beroligende ord om at tale sit fag op? Eller at madpakker ikke nødvendigvis stod på arbejdsgiverens menukort?
Eller ville han blive mødt med forståelse for, at dette var en legitim arbejdskamp?