Coronakreativ – raise hand #1

Jeg venter i lobbyen. Klokken ringer ind. Jeg tjekker mikrofon og kamera. Ovenlyset skaber et mærkværdigt og dog autentisk skær. Det er ligegyldigt. Om lidt er vi klar til dagens første dansktime. Jeg hører mig selv sige: ”Husk at slukke for jeres mikrofoner og tænd kameraet”. Der er en mærkelig dobbelthed i den sætning. På den ene side ønsker jeg møde og samtale ansigt til ansigt. Og omvendt bliver jeg nødt til at skabe undervisningsrum ved at opfordre til at slukke for det frie ord.

Situationen udspringer sig også i det fysiske klasserum, når vi opfordrer eleverne til at række hånden op og dernæst få ordet. Lytte og vente på tur. Hvordan opfatter eleverne det at slukke mikrofonen i forhold til at række hånden op? Som en selvfølgelighed, når vi skal give plads til 25 andre i et virtuelt klasserum? Som et rum fuld af stemmer og viden blot rammesat med færre eller flere teknikaliteter? Som muligheder, hvor eleverne kan veksle mellem det mundtlige og skriftlige ord (vel og mærke i chatten) og opfordres til at deltage i samtalen?

I onlineundervisningen har eleverne arbejdet med at lytte, at tale med andre, måske løse problemer, høre andres synspunkter. Måske har de arbejdet med forskellige mundtlige genrer. Måske har de oplevet at dele viden, begrunde deres synspunkter og udfordre andres mening. Om lidt mødes nogle af dem i mindre grupper på skolens fysiske matrikel. Hvilke gode erfaringer tager de og dansklærerne med sig fra onlineundervisningen? Raise hand, Tada, Stop video, Join Audio, Share screen? Alt sammen funktioner i et onlinemiljø, som skaber grundlag for en masser drøftelser om, hvad kropssprog, stemme, kropsdele (særligt mund og ører) har af betydning, når vi er sammen fysisk, taler ... sammen … i forskellige sammenhænge.

De fleste elever har et udviklet talesprog, når de starter i skole. Men de ved ikke nødvendigvis, hvordan de bruger talesproget i forskellige faglige og sociale sammenhænge i skolen (Dawes og Foster, 2021). Talesproget i faglige og sociale sammenhænge udvikles for mig at se, når vi får taletid, er til stede og får mulighed for at deltage alle sammen. Det kalder på kompetencer til at indgå i forskellige danskfaglige samtaler. (Jeg har mange gange udfordret mine elever ved at lave aktiviteter, hvor vi taler i og helt ude af kontekst.) Det kalder på en pædagogik, der værdsætter et trygt og varmt klassemiljø. Det kalder på en didaktik, der skaber rammerne for, at alle elever kan deltage.

Det er en pædagogisk og didaktisk balancekunst at skabe et flerstemmigt klasserum. Måske har onlineundervisningen givet os nye perspektiver på og værktøjer til, hvordan alle stemmer høres i det fysiske klasserum. Hvad sker der i den virtuelle undervisning, når Skoletube-værktøjet, Ahaslides, bruges? Kan et lignende værktøj bruges i det fysiske klasserum? Vi har også opdaget de begrænsninger, som digitaliseringen sætter for det menneskelige samvær - at ikke alle elever i klassen har de bedste betingelser for at deltage i onlineundervisningen.

Der er travlhed på alle landets skoler. De yngste skal tilbage på skolen. Jeg er fuld af beundring over grundskolens lærere, der planlægger og udfører en danskundervisning i konstant omskiftelige rammer. Og begejstret deler gode erfaringer, ideer og undervisningsforløb i det virtuelle rum. Det vidner om, at den pædagogiske og didaktiske refleksion og glæden ved danskfaget lever i bedste velgående, når danskfaget går online og fysisk på én og samme tid. 

Vi er stadig online. Alle elever er i fuld gang med at tegne, mens jeg læser højt fra ”Flugten fra Danmark”.  Jeg forsøger at læse. Men Sigurd har glemt at slukke sin mikrofon. Det har Marcus, Signe og Mads også. Tanker og stemmer flyder. Spørgsmål. Kommentarer. Billedet af eleverne skifter hele tiden på skærmen. Nogen går slet ikke igennem. Det er ligegyldigt. Glæden. Stemmerne. Umiddelbarheden. Vi er her. Sammen. Alle.