Man mærker gnisten blandt lærerstuderende

Jævnligt besøger vi i Dansklærerforeningen landets læreruddannelser med alt fra at holde mindre målrettet oplæg ud i danskfagets univers til at tale om det at være dansklærer – her med fokus på; hvor går jeg hen, når jeg har brug for faglige input, ideer og viden til min danskfaglige virkelighed?

Som dansklærer kender vi alle den følelse først i praktikforløbene og efterfølgende i en professionel sammenhæng at gå ind ad døren til klasselokalet med en danskfaglig ambition, for ganske kort tid efter at foretage en gevaldig snurresnup-tur. Dansk i indskoling, på mellemtrinnet og i udskolingen er ikke som faglitteraturen foreskriver det. Her sidder i klasselokalet mennesker, som har hver deres ballast, hver deres kundskaber og færdigheder på plads, hver deres indsigt og ikke mindst hver deres motivation for at lære. 

Vi prøver kræfter i praktikforløbene med, hvilket indhold og hvilke metoder der “virker”. Og på grund af praktikkens forholdsvis korte varighed, så når vi måske aldrig helt til en forståelse af “hvad der egentlig virker”. En vigtig læremester (læs mere erfaren kollega) sagde i sin tid til mig. Det tager 5 år at få den erfaring ind under huden, der skal til, for at du ikke ser et virvar af didaktiske og pædagogiske redskaber, men at du først og fremmest ser mennesket. 

Jeg oplever ofte, at mange undrer sig, når jeg fortæller, at for mig er det at være dansklærer en konstant udvikling af et håndelag. Måske mest af alt, fordi håndelag ikke giver associationer til en systematisk tilgang til faget. Dansk er et håndværk, som jeg kun bliver god til at undervise i, jo flere gange jeg forsøger, undersøger, ændrer men også holder fast i mit fagsyn og mit pædagogiske ståsted. Det er også en form for systematik.

Et håndelag er noget, som vi udfører med hænderne og det er lige præcis det, som jeg gør. Danskfaglig viden, grammatiske remser, forrygende litteratur, fordybende læsestunder og masser af skrivelyst strømmer ud igennem mine hænder – ja selv med mine hænder møder jeg elevernes hænder hver evig eneste morgen. 

I 5.klasse har vi fokus på, hvordan vi alle – sammen – blomstrer. Vi bruger vist livstræ-metaforen her :-) I dag skrev Rasmus på fineste vis i sin blomst, at det der får ham til at blomstre er, når jeg rækker hånden ud. Det er særligt, når noget lykkedes og jeg giver et klap på skuldren eller når danskfaget bliver for stor en mundfuld og jeg i stedet giver et skub. Bagefter hænger vi blomsten op på et fælles træ og lader os inspirere af alt det, der får os til at blomstre sammen. 

Hvor går jeg hen, når jeg har brug for faglige input, viden og didaktiske og pædagogiske horisonter i en skolevirkelighed, der til tider har en temmelig usynlig horisontlinje? Jeg går til mine kolleger og jeg går til en masser mennesker i og omkring danskfaget. De giver mig energi, begejstring og faglig indsigt, der giver mig endnu mere lyst til og glæde ved at være dansklærer. 

På min læreruddannelse stiftede jeg bekendtskab med mig selv som dansklærer og som menneske i en skolevirkelighed. Jeg mødte det løgstrupske skolesyn. Det forrygende ved en læreruddannelse er, at den aldrig stopper. Den er i ordets betydning et indblik, et udsyn og en dannelsesproces. Dannelsesrejser må aldrig stoppe, hvis vi skal holde liv og gnist i faget.