Marie Elmegaard
Blog
En håndfuld Pinocchiokugler
Sommerferiens langsomme kaffebrygning er afløst af larmende kaffeautomater, der trofast spytter den ene kop ud efter den anden i tæt parløb med forberedelsen af årsplanen i dansk. Hvor finder du, hen over den dampende automatkaffe, inspiration til din årsplan?
Når feriekaffen skal smage ekstra godt, så supplerer jeg den med Pinocchiokugler eller rettere sagt Pepitos. Og ganske rigtigt er en håndfuld Pinocchiokugler omdrejningspunktet i dette blogindlæg af den årsag, at de er farverige og små budbringere med lidt sødt.
På samme måde har jeg det, når automatkaffen larmer efter en afsluttet sommerferie. Jeg har brug for de små farverige, forsødende kugler eller rettere sagt ideer, der kan forme et nyt skoleår og min årsplan i danskfaget. Hvor finder jeg så ideerne henne:
Faghæftet i dansk
Først og fremmest finder jeg inspiration i faghæftet – og straks kan du anfægte at lige præcis det sted er så teksttungt, at inspiration og ideer udebliver. Ingen har sagt, at en håndfuld Pinocchiokugler skal findes og spises med lynets hast.
I faghæftet finder jeg inspiration til de tekster, som jeg bør bære ind i min undervisning. Det gælder litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster og ikke mindst brugstekster. Og kombineret med Stig Toke Gissel og Tom Steffensens seneste udgivelse, Undersøg litteraturen! Engagerede undervisning i æstetiske tekster, finder jeg inspiration til æstetiske tekster og arbejdet med disse som f.eks. computerspil og spillefilm.
Jeg har brug for overblik over de mange tekster, som vi kan og bør inddrage i danskfaget. Hertil har jeg lavet denne oversigt: kortlink.dk/2cdah. Når konturerne af min årsplan er fastlagt, så drøfter jeg med en danskkollega de forskellige områder af oversigten. Her særligt mit tekstvalg i forhold til at inddrage multimodale tekster.
I appendikset til faghæftet finder jeg masser af gode undervisningsforslag: kortlink.dk/2cdsk.
Teater
De fleste teatre tilbyder skoleforestillinger og dertil undervisningsmaterialer. Pixiopera, ballet, skuespil. På Odense Teater tryller Buster Oregon Mortensen os ind i en magisk verden: ”Mine damer og herrer! Ærede publikum! Nassede næsepillere og højtærede hundestejler. Vi præsenterer verdens største tryllekunstner: Buster Oregon Mortensen!”
Ganske rigtigt, som Nana Langhof skrev i en artikel til Information tilbage i 2018, så er jeg ikke ekspert på de store dramatiske værker. Jeg kender ikke ballettens positurer eller hitlisten over de bedste arier i opera. Men jeg oplever et voldsomt sansebart rum, når jeg placerer mig sammen med eleverne i en teatersal. Vi griner, græder, undres og har masser af samtalestof til de efterfølgende dansktimer.
Tigeren/Søstrene Grene
Funktionelle læremidler er en fast bestanddel af min danskundervisning. Og jeg finder dem alle mulige steder. Særligt Tigeren, Søstrene Grene og masser af supermarkeder tilbyder æsker, terninger, spil, blyanter, lærreder til at inddrage i danskundervisningen. I øjeblikket er jeg særligt optaget af, hvordan æsker kan tilføres indhold, der styrker elevernes sproglige udvikling.
Jeg er stærkt inspireret af Morten Søndergaards Ordapotek. Tjek det ud, hvis du ikke allerede kender det: https://www.mortensoendergaard.com/apotek-2/. Tjek også diverse boghandlere ud – det bugner med spil, hvor eleverne på en sjov måde kan arbejde med ordtilegnelse.
Bogtube og Instagram
De sociale medier er mit daglige quick-fix, hvor jeg ofte støder på gode og sjove ideer til differentieret læsning, litteraturopgaver, små skriveforløb. Det er langt fra alle ideer, jeg omsætter til praksis, men de er altid en digital påmindelse om den kreativitet og opfindsomhed, der løber i en dansklærers årer. Det bugner med ideer og som Susanne Christensen skriver i sit seneste blogindlæg – det er ikke en opfordring til at skabe en instragramvenlig undervisning eller photoshoppe sig ud af klasseværelsets indretning.
Jeg kan varmt anbefale Bogtube – også til brug i undervisningen med mellemtrinnets elever. Her finder du og dine elever inspiration til masser af skønlitteratur, frilæsning og et formidlingsformat, der kan kopieres af eleverne og forhåbentlig afprøves i et forsøg på at styrke læselysten hos eleverne selv og deres klassekammerater.
Katja Gottlieb har forfattet et blogindlæg om de sociale mediers betydning for vores elever. De har afgørende betydning for eleverne, men i høj grad også for vores undervisning. Eller i hvert fald i det omfang vi tillader det.
Min håndfuld Pinocchiokugler giver mig blod på tanden til at skabe en danskundervisning, der er sanselig, skabende, multimodal, mærkværdig og har fangarme ud i mange forskellige analoge og digitale sfærer.
En håndfuld Pinocchiokugler.
Hvor finder du små farverrige ideer henne?