Marie Elmegaard

Blog

Coronakreativ - har du væltet festivalhegn #2

Måske er dine eleverne tilbage på skolen? Måske må du fortsætte onlineundervisningen? Hvornår skal du på opdagelse i fag, undervisning og læremidler? Her kommer en lille festivalhilsen med inspiration til, hvad du kan opleve på Læringsfestival Online.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det har været en fast tradition, at jeg har deltaget i Danmarks Læringsfestival og Skolemessen. Først og fremmest for at hente inspiration, sidste nyt på danskområdet og for at møde mennesker og dyrke vores fælles interesse for fag, skole og læremidler. For næsten et år siden så kloge folk i krystalkuglen, at den fysiske messe næppe ville blive en mulighed i 2021. Og i dag væltede vi så festivalhegnet til Læringsfestival Online.

Måske har skolehverdagen endnu ikke efterladt tid og rum for et besøg på Læringsfestival Online. Måske er besøget på festivalen først planlagt til senere på ugen. Måske har du haft en ledig stund til at besøge én af de mange danskfaglige fagdates, høre et spændende gratisoplæg eller få vendt dit fag med forskellige mennesker i diverse Zoom-rum.

Marie Elmegaard

Lærer, pædagogisk konsulent v/CFU UCL. Pædagogisk konsulent, folkeskolelærer, efterskolelærer, kursusholder, konferencedyrker, læsehest, skrivenørd og tidligere formand for Dansklærerforeningens bestyrelse for grundskolen. Mange titler, men helt igennem danskmenneske og med et hjerte, der brænder for danskfaget i dets mangfoldige fylde og form. Jeg blogger særligt om litteraturdidaktik og skrivedidaktik og om, hvordan danskfagets kerne af tekster og sprog kan udfoldes for særligt mellemtrinnets elever. Alt sammen for, at faget, eleverne og læreren slår danskfaglige gnister.

Virtuelle møder

Jeg har altid planlagt møder på Danmarks Læringsfestival og Skolemessen. Standbesøg, kaffemøder og fagdates. Årets onlinefestival har i sit onlineformat ikke kaldt på samme planlægning. Måske skaber det virtuelle rum et andet rum for mere uforpligtende møder. Et klik, et besøg og videre til næste stand. Jeg kan godt lide, når noget forpligter og netop derfor nyder jeg, at jeg på mange stande kan møde mennesker og på trods af skærmafstand drøfte fag, undervisning og læremidler. Hvilke mennesker har du talt med?

Fagdates

Entré i Bella Centret og Radisson er afløst af en adgangskode og en virtuel lobby. I lobbyen finder jeg oversigt og adgang til ugens mange fagdates. Onlineformatet skaber rum for, at jeg ganske kort kan fordybe mig i et fag, et emne, en forfatter og lade mig inspirere af stærke faglige input og nye undervisningsideer. Godt nok sidder vi ikke i sofaen og ansigt til ansigt kaster lys på et danskfagligt emne, men vi mødes på trods af Corona og tilbydes rum for inspiration og samtale. 

Pædagogiske projekter

I Musikhuset Aarhus har jeg besøgt de pædagogiske projekter og mødt elever og lærere, der begejstret har fortalt om tværfaglige projekter. Netop derfor blev jeg så glad, da de pædagogiske projekter til morgen tonede frem i lobbyen. Besøg de pædagogiske projekter, hvis du ikke allerede har gjort det og find inspiration og lokale fortællinger om danskfaget, ja alle skolens fag, der samarbejder om en lang række tværfaglige projekter. Et onlinemøde kan aldrig blive det samme som et fysisk møde mellem mennesker. Det tror jeg, at Coronatiden i den grad har vist os. Men når virkeligheden ikke tillader et fysisk fremmøde, så er det vigtigt, at inspiration, som er en essentiel del af mit lærerliv, alligevel er mulig. Så medbring kaffe og hop ombord i de mange tilbud på Læringsfestival Online. Festivalhegnet kan væltes helt indtil torsdag kl. 16.59 (... og længere end det).