Dannelsesret

At stå skoleret betyder jo netop at blive afklaret forklaring for sine dispostioner og var tidligere sprogliggørelsen af en korporlig afstraffelse af eleverne. Der er næppe tale om korporlig afstraffelse af centrale uddannelsespolitiske aktører i disse uger, men forhåbentlig åbner Keld Skovmands seneste arbejde op for en række markante ændringer på skoleområdet, hvor vi opbygger mere end vi nedbryder og heri også gør op med en forfejlet brug af teori og forskning til at legalisere af alle skolepolitiske beslutninger. 

Til daglig er jeg skolelærer i 5.klasse. En klasse, et fællesskab, hvor vi lærer at leve sammen (jf. Kemp). At leve sammen hver dag fra kl 8.15-14.45 kræver solide, faglige rammer, men ikke nødvendigvis så målstyrede rammer, at den sidste rest skolekultur er udraderet af klasserummet. Nej rammer, som udvikler, vokser, forandrer sig med det formål at fortælle historien om at være menneske sammen på godt og ondt. Halfdan Rasmussens ord inspirerer mig ofte til at tænke skolens altafgørende formål som: “At lære er at bøje/sig over livet selv/og fylde sind og øje/med tankens himmelhvævl (…)”

Keld Skovmand har trådt de første trin, og nu må det uddannelsespolitiske system træde de næste trin og forholde sig til dets syn på grundskolen, dets lærere og elever. Ja, måske er det ligefrem en hel samfundstænkning, der må melde sig ind i dansen. Hvilke spørgsmål blev stillet forud for reformen? Hvordan styrker vi vores uddannelsessystem i en global kontekst? Hvordan sikrer vi et arbejdsmarked og et samfund i vækst i fremtiden? Hvordan styrker vi det enkelte barns faglige udvikling? Svaret blev læringsmålstyret undervisning. 

Accountability-filosofi af bedste skuffe og næppe en “filosofi”, der skaber kreativ og stærk skoleudvikling. Vi må som samfund påtage os et ansvar for at skabe den bedst mulige folkeskole for vores børn, hvor det ikke er det, vi præsterer, men derimod det at udvikle sig som menneske sammen i stærke faglige sammenhænge, der betyder noget. Dette skolesyn betinger et fællesskab, hvor der er plads til alle børn. Men de værdier, der knytter an til fællesskabet og i min optik skolens primære formål, blev solgt ud med reformen. Vi bliver pinedød nødt til at genfinde disse værdier for at sikre en skole, der ikke kun leverer globale arbejdsbier, men derimod hele mennesker.  

Nok så mange appeller om et samfund, der er bevidst om, at det har den skole, det fortjener og ikke den skole, som den på- og modbeviser, har næppe haft den store effekt. Jeg tror, at vi skal finde svaret i den værdinivellering, som vi i følge Thomas Rømer så med 00’ernes dannelsesopgør. Dannelse er i manges ører et gammeldags, kulturkonservativt udtryk. I en tid, hvor alt er så pragmatisk, at blot jeg kan reflektere mig selv halvt ihjel, ja så er jeg trådt i eksistens, så må fællesskabets værdier se sig som gule tilbud i Netto. Skolen må melde sig ind i dansen og træde trinene for et skoleliv, hvor fundamentale værdier som åndsfrihed, ligeværd og demokrati skaber hele mennesker i et stærkt fællesskab. 

Skovmand giver sig i lag med at bevise den evidensbaserede hjemmels potentielle fejlslutninger og derigennem også, hvornår evidens har en berettigelse i børnenes uddannelse- og dannelsesrejse. I vores teknokratiske, ekspertdyrkende tidsalder ville det være belejligt, hvis teori og forskning kan sikre skolens værdigrundlag. Men værdier holder sig aldrig inden for strengerne. Det gør til gengæld teori og forskning. Og derfor må det være en forening af praksis, teori og forskning, der tilsammen understøtter en skoleudvikling, hvor vi aldrig sælger ud af grundlæggende værdier som åndsfrihed, ligeværd og demokrati. 

Mit håb er, at det ikke længere er skolen, der må skoleret, men derimod et samfund med det formål at starte en ny dans, hvor vi har blik for at skabe et berigende, mangfoldigt skoleliv for alle børn.