Kloderne triller rundt om Ryslinge Højskole

I går aftes befandt jeg mig til Fællessang i Ryslinge Højskoles Foredragssal, hvorom Alfred Povlsen i 1905 brugte ordene: “Denne hvælvede, hvide høresal skal bestandig lægge talere og tilhørere på sinde, at her, hvor ordet og sangen lyder, er vi på et helligt sted.“

Rasmus Skov Borring kastede med varsomhed og vovemod sig ud i væsentlige nedslag i den danske sangskat og foldede dannelsestanker ud for den skole og det danskfag, som vi er mange, der drømmer om at udleve i vores skolevirkelighed. 

Jeg blev ramt og jeg blev revet med af den samstemmighed, ånd og gnist, som særligt Jens Rosendals “Vi henter tidevandet ind” blev sunget med: 

Kom nu og led med på en vadehavstur

Mens kloderne triller rundt

Følg blot et sekund universernes ur

der styrer det levende bundt

Det pibler, det skifter, det driver herind

det finder sit løb selvom døv, ja, og blind

Det sukker og samler og hitter en vej

som mønster for dig og for mig.

I et øjeblik sad jeg hensunket – ligesom vadehavet pibler, sukker og samler, så skal vores danskfaglige virke også gør det hver dag for eleverne.  

Jeg sad i foredragssalen, men jeg sad også på bænken og så ud over vadehavets åbne landskab og funderede på løgstrupsk vis over poesiens unytte. Han fik sgu ret den “gamle” og forhåbentlig skabes der i det kommende skoleårs dansktimer masser af plads til samklang, rytmik og poetisk fordybelse:

“Der er nemlig indtryk og oplevelser, der simpelthen ikke lader sig udtrykke ubundet (…) Jo større sensibiliteten og intensiteten er, desto præcisere må artikulationen være, og i givet fald er den kun præcis nok i billedet og metaforen og i det klangligt og rytmisk bundne udtryk.”