DANSKTIMEN - fremstilling i sidste time - #4

I 2012 fik jeg mit første 10.klasses hold i dansk, og jeg var imponeret. De var eftertænksomme og mange af dem blev enormt reflekterede over deres liv i løbet af skoleåret. 10. klasse blev sat i skriftlige situationer, hvor de skulle formulere en tekst målrettet en modtager (det bliver de nu stadig). Det kunne f.eks. være en jobansøgning. For første gang oplevede jeg elever, der var i autentiske skrivesituationer og de kunne anvende deres eftertænksomhed, fordi opgaverne talte lige ind i deres livssituation.

Samme år afprøvede vi de første iPrøve-opgaver, og begejstringen ville ingen ende tage. Eleverne blev igen udfordret i at fremstille med blik for indhold, sprog og form og målrettet en eksplicit defineret modtager. I årene og iPrøve-forsøgene efterfølgende kunne der i opgaveformuleringerne optræde en både eksplicit og implicit defineret modtager, og det gav udskolingens elever et klart billede på; du kan ikke formidle uden, at du kan fortolke.

Eleverne i 10.klasse var stadig begejstrede, mens eleverne i 9. klasse var stærkt udfordrede. Og faktisk var vi som dansklærere også udfordrede, fordi iPrøven ganske enkelte stillede andre krav til vores undervisning indholdsmæssigt (det krævede mange gennemlæsninger af prøvevejledningerne) samtidig med, at rammefaktorer, som f.eks. tid og udelukkelse af læreren i den sidste vurderingssituation, greb voldsomt ind i vores virkelighed.

Overgangen fra den tidligere prøve til iPrøven affødte nye krav. I min optik er et af de mest afgørende forandringer kravet om kritisk informationssøgning. Eleverne skal demonstrere deres kompetencer til at læse multimodale tekster ved at anvende informationer og hente inspiration fra internettet i deres produktioner. Og så skal eleverne både reproducere data samt anvende data til udbyggelse af deres viden.

Jeg huskede en kort stund tilbage til min egen tid som 10. klasses elev, hvor vi sad i skolens sikringsrum og skrev - udelukkende med afsæt i vores egen lille verden. Jeg har sikkert skrevet en udemærket opgave om kærlighed, venskab, liv eller død. Men jeg fik aldrig mulighed for, at inddrage verdenen omkring mig og de erfaringer og den viden, der var tilgængelig der. Jeg var dødmisundelig på min egen 10. klasse - verden lå med iPrøven pludselig for deres fødder og var frit tilgængelig - blot så længe, at de kunne forholde sig kildekritiske. Jeg har så efterfølgende måtte sande, at det kan være gevaldigt udfordrende for både elever i 9. og 10. klasse at være kildekritiske og dokumentere brugen af relevante kilder.

Fremstillingsprocesser er dynamiske og vigtige kilder til elevernes erkendelse, refleksion, fantasi og mulighed for at deltage i faglige og sociale sammenhænge. Gennem HELE grundskoletiden skal eleverne lære at forstå, at et budskab formidles gennem et bevidst valg af indhold, sprog og form. Det stiller store krav til alle elever og lærere uanset klassetrin. Det er ikke en forståelse, som udvikles i løbet af 9. eller 10. klasse. Det er en erkendelse, som udvikles gennem årelang undervisning, med et stærkt funktionelt sprogsyn i bagagen og et slidsomt arbejde fra elever og læreres side med fremstilingens processer og muligheder. Og med en dansklærer, der har god tid til fordybelse i det udvidede tekstbegreb sammen med sine elever. En dansklærer, der har arbejdsro og tid til at give solid feedback.

Arbejdet med fremstilling har det formål, at eleverne bliver sikre i kulturteknikker, der potentielt giver stemme og rige udfoldelsesmuligheder i et demokratisk samfund. Og det kræver tid og pissegod undervisning, at blive i stand til som barn, ung og voksen af udfolde disse kulturteknikker og have en skriftsproglig stemme i vores samfund. Det kræver lærere, der har tiden og rummet for at udfolde og udvikle sin faglighed (Oettingen, 2019).

Så hvis der på lærerværelset høres mangfoldige røster om iPrøven, så er jeg overbevist om, at det er udtryk for dansklærere, der vil deres elever det bedste. Men er det ikke også et livsvilkår i lærergerningen, at vi kommer i tvivl; har jeg nu undervist mine elever, så de er så godt klædt på til prøven som overhovedet muligt - (også selvom jeg godt ved, at jeg ikke skal undervise målrettet prøven)? Og kan de samme røster netop ikke være udtryk for en presset lærerstab, der vil deres elever det bedste, mens rammerne nødvendigvis ikke stemmer overens med kravene?

Netop derfor håber jeg, at der efterlades god tid til fagteammøder, hvor årets prøver kan udfoldes på tværs af alle årgange. Man kunne her udemærket tage Alexander von Oettingens kommende bog, “Pissedårlig undervisning”, under armen. Det forlyder, at bogen ikke er en hyldest til den dårlige undervisning, men et forsøg på at formulere, hvad der skal til for at skabe rammerne for god undervisning i skolen.

Jeg er i gang i 5. klasse. Vi gik faktisk i gang sidste år. Og eleverne er vilde med, når jeg klipper noveller og baggrundsartikler op og vi samler dem som et puslespil. Undervejs og bagefter læser vi teksterne og drøfter indholdet, sproget og formen - så godt vi nu kan i 5. klasse. Vi slår også op på internettet, når vi skal vide mere eller finde betydningen af uforståelige ord. Så skriver vi løs bagefter og leger med layout. Jeg håber, at det alt sammen en dag giver de samme elever muligheden for - den svedige, hæsblæsende forårsdag i maj at holde fast i troen på, at de har et vigtigt budskab på hjertet. Og de kan formidle det.