Marie Elmegaard

Marie Elmegaard

Blog

Autentiske Pippi - DANSKTIMEN #8

Tvillingerne har kastet sig ned foran pejsen og venter forventningsfuld på, at jeg konsumerer endnu et kapitel af Astrid Lindgrens berømte værk, Pippi Langstrømpe. Hvad er der med hende, Pippi, som fascinerer drenge såvel som piger? Ligger hun højt på popularitetsbarometeret, fordi hun forundres og forstyrrer den omkringliggende verdens kurssætning?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pippi Langstrømpe er et forbillede for mange børn – men børn i det 21. århundrede? Pippi omsætter næppe sin dagligdag til lækre Instagram-billeder eller afspiller endnu et afsnit af ”Udfordringsfredag”. Alligevel så vækker historien om Pippi, der ikke helt kan tilpasse sig de voksnes verden, genklag i barnets verden – også i det 21. århundrede. 

Jeg nyder at læse højt for to skønne børn, som jævnligt kommer forbi min stue og pejs. Vi smider os ned, leger picnic og kaster os over ”Pippi Langstrømpe”. Og vi er helt enige om, at Pippi er interessant og sjov, fordi hun udfordrer og udforsker verdenen. Hun gør det, som børn gør. Udfordrer, udforsker, stiller spørgsmål og som ofte finder hun svaret i mellemrummet - mellem den voksne og barnets verden.

Marie Elmegaard

Lærer, pædagogisk konsulent v/CFU UCL. Pædagogisk konsulent, folkeskolelærer, efterskolelærer, kursusholder, konferencedyrker, læsehest, skrivenørd og tidligere formand for Dansklærerforeningens bestyrelse for grundskolen. Mange titler, men helt igennem danskmenneske og med et hjerte, der brænder for danskfaget i dets mangfoldige fylde og form. Jeg blogger særligt om litteraturdidaktik og skrivedidaktik og om, hvordan danskfagets kerne af tekster og sprog kan udfoldes for særligt mellemtrinnets elever. Alt sammen for, at faget, eleverne og læreren slår danskfaglige gnister.

Vi er nået halvvejs i læsningen af ”Pippi Langstrømpe” og til stor morskab for såvel børn som voksne, men også med den tilpasse grad af alvor, hvor fortællingen om det forældreløse og potentielt omsorgssvigtede barn kryber ind under huden på os. Pippi er en stærk rollemodel, fordi hun uden større omtanke synes at klare og håndtere verdenen omkring sig. Og alligevel så er omtanken der  – det er barnets glæde, begejstring og særlige evne til leg, som giver hende rygstødet til at klare nok så store livsudfordringer. 

De mere eller mindre barnlige tilhørere falder ind i sig selv i kraft af fortællingen og får blik for, hvor fattig og forudsigelig den voksnes verden er og hvor berigende, fantasifuld og glædelig barnets verden kan være – og det på trods. 

Pippi vender op og ned på verdenen – måske især den pædagogiske verden. Hun gør opmærksom på, at vi hver især ser verden, som vi lige præcis ser den. Forskellige livs- og verdensanskuelser skaber en verden for alle. Hun insisterer på at tænke og handle selv og er uden for samtidens og måske også nutidens gængse pædagogiske rækkevidde. Derfor er det altid interessant som lærer at læse Pippi – og derigennem udfordre forestillingen om, at så længe vi kan pædagogikbøgerne forfra og bagfra eller følger en mainstream pædagogisk tænkning, ja så når vi sandsynligvis de tusindvis af Pippi’er, der bevæger sig rundt i landets klasselokaler.  Men Pippi er ikke ren og skær idyl. For som en af tvillingerne udtalte: ”Andreas driller ofte Anette oppe i skolen.” Anette er lærer og Andreas en klassekammerat. I kraft af Pippis univers åbnes tvillingernes egen skoleverdenen og samspil mellem lærer og elev. Pippi bliver ikke længere en magisk skønlitterær figur, men derimod et autentisk billede på deres egen hverdag. Og jeg er ikke i tvivl om, at fortællingen om Pippi forandrer noget i tvillinger, der mandag morgen handler mere bevidst over for deres klassekammerater og lærere.  Kan vi bruge skønlitterære barnestjerner som rollemodeller? Svaret er enkelt – ja, fordi skønlitteraturen skaber en tilpas afstand til, at både børn og voksne får rum og tør anskue deres livsverden og hvilke forandringer, den potentiel kalder på hos den enkelte. Det er det, som skønlitteraturen kan. Kaste genskær og klart lys – og er det i virkeligheden ikke det, vi ønsker med al pædagogisk arbejde? Så læs, læs højt, læs for børnenes skyld.   

Powered by Labrador CMS