DANSKTIMEN - jeg kalder mig selv for klasselærer - #6

Et nyt skoleår er i fuld gang og i min 6.klasse er det blevet tid til årets lejrskole. Her er der ikke tale om nogen kontaktlærer, der følger eleverne på tur, arrangerer den ene oplevelse efter den anden afholdt af museer osv. samt envejskommunikerer med dem derhjemme. Nej, to klasselærere har kastet sig ud i tasker, madpakker, vandrehjem, H2O-sandaler, masser af små faglige og sociale oplevelser på stribe men vigtigst - gåture. Her er nemlig tid til fællesskab og samtale.

Her til aften løb fire drenge af sted fra deres værelse. Og jeg tillod mig at trække på smilebåndet og mindes de gode gamle efterskolelærertider. Her var fast påklædning for eleverne efter den - for manges vedkommende grænseoverskridende opstartsuge; sportstøj, tennisstrømper og H2O-sandaler. Og med samme entusiasme og glæde som en gruppe klipklap-ramte efterskoleelever, sprang disse fire drenge afsted. På vej til at udforske lejrskolen som 6.klasser, og hvad det indebærer af oplevelser, udfordringer, grænser og udvikling.

Og samtidig mindede disse drenge mig om, at her kommer klasselæreren og ikke kontaktlæreren i hælene på dem, klar til at gå på lejrskoleeventyrer sammen med hele klassen. En klasselærer, som føler sig priviligeret over at være på tur sammen med 20 elever, hvor flere af dem for første gang skal være af sted med voksne som ikke er mor og far og med helt nye klassekammerater. Og hvor Ribe nærmest er svarende til at besøge Nordpolen. (Jeg har fundet ud af, at 6.klasses piger ikke helt ved, hvad man gør med et vådt håndklæde i disse klimavenlige tider).

Det at være klasselærer i modsætning til kontaktlærer, som jo i mange skolemunde er blevet fast sprogbrug er, at klasselæreren hele tiden er centrum for et fællesskab. Og jeg må ærligt indrømme, at over de sidste 10 år er det blevet væsentligt sværere at holde fast i rollen som klasselærer. Jeg forstår også så udemærket, hvis man som forældre en gang imellem er ved at miste pusten i skole-hjem-samarbejdet med kontaktlæreren. I kontaktlærerrollen ligger jo netop også en ansvarsforskydelse fra lærer til forældre og i dette er det måske ofte i virkeligheden eleverne, der betaler prisen.

Jeg udfordres i forhold til de krav, der stilles fra politisk hold som gør det at være lærer mere og mere snørklet og kompliceret og som næppe altid efterlader tilstrækkelig tid til at folde klasselærerrollen ud. Jeg udfordres, at et samfund som stiller store krav til, at skolen er fokuseret på individets behov og ønsker. Dette kolliderer ofte med klasselærerrollen, som i min optik netop fornemmeste opgave er, at være rollemodel for et fagligt og socialt fællesskab. Her sættes individet i anden række i forhold til fællesskabet. Og jeg udfordres på en tid, hvor vi i langt højere grad ynder at bruge ordet kommunikation frem for samtale. Med ordet, kommunikation, bliver jeg mere en kontaktlærer end klasselærer, der kommunikerer et lejrskoleprogram og til gengæld fra forældrene modtager allergiliste, huskeliste og alle mulige slags lister. Heldigvis har jeg forældre i min klasse, som nyder at sende deres børn ud i verdenen og se, at alt det gode, de har givet dem hjemme, forsøger de nu efter bedste evne at bruge.

Så med en 6.klasse på lejrskole, hvor der til dagligt oftes kun kan skabes fordybelse i max 20 min. af gangen, så er jeg imponeret over, at høre latter, glæde og samtale rundt om spisesalens borde i al den tid, vi har i hele verdenen til at spise sammen. Se det er fordybelse og fællesskab, og jeg er stolt over at sidde for bordenden som klasselærer.