Dufter din danskundervisning også som en flagermusprut?

“Fikkedik og Falderina” er efterhånden gammel og alligevel har den fulgt mig i min danskundervisning gennem årene. Jeg elsker litteratur. Jeg elsker, når forfatterne leger med min forestilling om, hvad poesi er. Det åbner for sanser, oplevelser og masser af fordybelse. Og det giver mig den energi og glæde ved mit fag, som jeg oplever stærkt udfordret i en skolevirkelighed, der mest af alt fremstår som voldsomme kampscener stjålet fra Battle of Bastards. 

Flagermusprut og dyrepassertis giver mig stærke associationer. Kan du se de semantiske felter for dig? Ordene får det til at hvirvle med latter, smil og masser af hekse. En gnist springer - for at lave undervisning, der først og fremmest spørger eleverne; dufter mine dansktimer som en flagermusprut?

Eleverne synes, at jeg er tosset. Jeg tænker, at de i modsætning til mange aktører omkring skolens liv og virke, forstår, hvor jeg vil hen. Jeg vil derhen, hvor vi lærer om tekster og om sprog og om mennesket. 

De forstår, at jeg vil det med fantasien i behold. Og netop dér ved fantasiens arnested – i børnelitteraturen – bliver jeg så deprimeret. Hvad er det for en danskundervisning, jeg kan tilbyde mine elever? Er den sprængfyldt af fantasifulde indslag og velbegrundede fagdidaktiske og pædagogiske valg? Jeg tilstræber det, men min virkelighed er ofte anderledes og jeg må hver dag snige mig til (efter et effektivt stykke arbejde) at gribe børnelitteraturen fra mine egne hylder. Blot for at få fornemmelsen af at være dansklærer midt i en skolevirkelighed, der ofte tegnes af mennesker på afstand af dér, hvor det virkelig foregår – i undervisningen. 

Mails tikker ind om udfordringer med elever, skemaer for anderledes skoleuger ruller op på Intra, forliste kasser til CFU og bestilling af den nye “Læseraket” står på min Stickies. Og jeg ved godt, at jeg skal slukke for denne strøm af mails og trådløs kommunikation – for jeg har fri. Men jeg har ikke nået at svare på det i arbejdstiden, fordi Mette pludselig blev ked af det og to drenge fra 6. klasse udkæmpede kampe i frikvarteret som ville være enhver skolepolitiker værdig. Forvildet får jeg svaret på et par mails, inden jeg til sidst må overgive mig og blive ved flagermusprutten. For det er den forbandede prut, der gav mig gnisten til at være dansklærer. 

Her er ikke tale om et ganske almindeligt udslip af tarmgas. Nej, derimod er der tale om usynlig, udefinerbar og ganske unyttig luft og lugt. På samme måde som danskundervisningens udbytte til tider gerne må være usynlig, udefinerbar og ganske unyttig, fordi jeg som dansklærer ved, hvornår min undervisning rør eleverne. Tegnet er, at vi her i lang tid og med stor indsigt som “udbytte”. 

Prutten kan hænge længe i luften. Den minder mig om, at jeg har et ansvar for at gå ind i danskundervisningen og bære glæden ved litteraturlæsningen videre til børnene. Og jeg gør det ganske stille og roligt uden om testsystemer, læringsplatforme, lange skoledage og præmiepuljer. Jeg gør det, fordi jeg først og fremmest er dansklærer og føler et ansvar for at berige børnenes liv med masser af litteratur og masser af den fordybelse, som deres digitale quickfixes har stjålet fra dem. Og jeg føler en lige snert af at være den dansklærer, som jeg i min seminarietid drømte om at blive. 

Den lærer, der træffer kvalificerede, professionelle fagdidaktiske og pædagogiske valg og står ved dem – på trods.