Marie Elmegaard

Blog

De ting som skal komme…i dansktimerne

Katja Gottliebs seneste blogindlæg på www.folkeskolen.dk gav inspiration til mandagens dansktimer i Kim Larsens folkekære ånd. Ord som nationalklenodie, mangfoldighed og samfundsrevser var bagtæppet til nynnende børn, der lod sig rive med af Kim Larsens poesi.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg kan ikke huske, at jeg endnu har været censor til en 9. eller 10.klasses mundtlig prøve, hvor ikke Kim Larsens tekstunivers har været blandt prøveoplæggene. Den folkekære Larsen var lydtæppet i masser af menneskers liv, men også en eksistentiel poetisk del af danskundervisningen. Så hvad var mere nærliggende end her til morgen at sende 5.klasse ud på et tilbageblik i Kim Larsens musikunivers. 

Der gik ikke lang tid førend ord som nationalklenodie (selvom jeg faktisk ikke tror, at Kim Larsen ville have brudt sig om det), mangfoldighed og blik for samfundet fyldte klassens samtaler om Kim Larsen. Herefter blev der for alvor drøftet på linjen, mellem linjerne og bagom linjerne til tonerne af “To Som Elsker Hinanden” og inden jeg fik set mig om, var vi fordybet i Stuckenbergs ulyksalige kærlighedsliv, der senere blev en del af Kim Larsen og Kjukkens repertoire. Her kan anbefales Kim Larsens indledning til sangen på youtube (særligt til de børn, der aldrig har oplevet musikeren live). 

Marie Elmegaard

Lærer, pædagogisk konsulent v/CFU UCL. Pædagogisk konsulent, folkeskolelærer, efterskolelærer, kursusholder, konferencedyrker, læsehest, skrivenørd og tidligere formand for Dansklærerforeningens bestyrelse for grundskolen. Mange titler, men helt igennem danskmenneske og med et hjerte, der brænder for danskfaget i dets mangfoldige fylde og form. Jeg blogger særligt om litteraturdidaktik og skrivedidaktik og om, hvordan danskfagets kerne af tekster og sprog kan udfoldes for særligt mellemtrinnets elever. Alt sammen for, at faget, eleverne og læreren slår danskfaglige gnister.

Når vi fordyber os i Kim Larsens tekstunivers, så må vi pinedød også gribe til yderlighederne og derfor kastede vi os ud i folkeviser. Ganske automatisk landede vi i “Agnethe og Havmanden”, hvor igen det ulyksalige kærlighedsliv blev sat på dansktimens dagsorden gennem højtlæsning og samtale om genre men i allerhøjeste grad også indhold og sprog.  

Der gik ikke lang tid, førend jeg måtte “kapitulere” i min forberedelse og blot lave “Giro 413” i Kim Larsens lyriske bagkatalog. 5.klasse overraskede mig fuldstændig i, at Kim Larsen i flere år også havde været lydtæppet i deres liv. I løbet af en lektion rejste vi igennem klassikerne og ikke mindst historierne om og betydningen af dem. Her konstaterede Marcus: “At ham dér Larsen kunne et eller andet, fordi det er som om, Marie, at han med en særlig klang skriver om livet, om skilsmisser, om de svage, om det er være ung og gøre oprør og om døden.” Marcus blev ramt og det er jo rørende musik i en dansklærers ører. 

Formiddagens dansktimer sluttede med mine absolutte favoritter, “Langebro” og “Som Et Strejf Af En Dråbe”. Jeg noterede mig, at jeg aldrig bliver for gammel til at lade børnenes refleksioner og indsigtsfulde tanker krybe helt ind under huden. Mon ikke et par elever blev så tilstrækkelig rørt af samtaler om sprælskhed, ungdomsoprør og livets op- og nedture, at der foldes én eller flere tanker ud hen over middagsbordet i aften: “Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, på de ting som skal komme, før end livet er omme…