Har du snor i faget?

Tårerne triller ned af kinderne. Det er svært at tage afsked. Svært at sige goddag og i virkeligheden er det måske sværest at overskue den dag, der venter forude. Jeg ser det og griber straks til kejserbørn, nokkefår, lynende kinesere og poeter, der støver. De er der alle sammen og for en stund er tårerne forsvundet til ære for dagens første aktivitet. Hurtigskrivning ud fra det ord, der står på tavlen. Alle venter i spænding på, at jeg skriver ordet. Og da det endelig står med grøn tusch, blafrer det for alvor med forundrede blikke, rynkede øjenbryn og små forsigtige udbrud. Knitreprut.  

Knitreprut er titlen på en smuk tekst af én af afgangseleverne fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Elevernes hurtigskrivning kan i den skrivende stund ikke evalueres, men aktiviteten hjælper på vej til en spontan, fantasifuld og begejstret skrivelyst, fordi det er legen med ord og sprog, der tyvstarter skriveprocessen. Jeg tvivler på, at eleverne i deres skoletid får brug for at anvende ordet, knitreprut, men de får i den grad brug for at kunne være både spontane og samtidig fordybe sig i mangfoldige skriveprocesser. Og så er det sjovt at lege med sprog og fantasi på én og samme tid. 

I et debatindlæg på www.skoleliv.dk forsøger Sine Penthin Grumløse og Anja Marschall at påvise en af mange veje til at forhindre skolevægring: “En god skole er en skole, der giver børn og lærere gode vilkår for at gøre det, de skal; nemlig være, lære og undervise.” Ganske enkelt så har den opgassede læringsdagsorden og mere-for-de-samme-penge-og-alle-ombord-retorik skabt en skole, hvor skolen, eleven og lærerens rolle måske aldrig har fremstået mere uklar end lige nu. Oveni opleves det, at åndslivet er stærkt truet. Og det bekymrer mig, at det ikke kun er professionelle i men også omkring skolen, der mærker åndsforladtheden. 

Netop derfor fortjener én af mine gode kolleger en særlig tak, fordi hun her ville bidrage med et lille indblik i ugens stjernestund i 3.klasse (se billederne). Stjernestund er ånd, fantasi, begejstring og faglighed i én og samme stund. Klassen har tidligere arbejdet med lyrik og afslutningsvis skabt en sammenhæng mellem sproglige og billedtekniske virkemidler i deres lyriske produkter. I næste uge læses digtene op. Kan du fornemme stemningen, begejstringen og fagligheden på én og samme tid? Jeg har fuldstændig forrygende kolleger, som hver uge slår et slag for den skole, den elev og den lærer, der kender sin rolle og sin berettigelse og som holder fast i, at danskfaget vil mere end blot at være konkurrencedygtigt. Det, faget, vil blafre, baske, hvirvle og slumre gennem gode oplevelser og altafgørende indsigt hos både elever og lærere uden at gå på kompromis med centrale kundskaber og færdigheder. 

I 0.klasse blev ugens stjernestund cementeret med et afsluttende arbejde i PLC omkring børnefjernsynets udvikling fra 1950’erne og frem til i dag. I 1954 kaldte vi børnefjernsyn for børnetime – det vækker genklag i dansklærerens ører. Vi sluttede forløbet af med at se videoen, “65 års børne-TV fra DR på fem minutter”. Og topscoren hos 0.klasse blev “Nanna”. Vi talte efterfølgende om, hvad forskellen var på børnefjernsyn i 1950’erne og 2018. Et barn svarede forsigtigt: “De var rigtige mennesker dengang.” Jeg blev ramt helt ind i mit danskhjerte og bekræftet i, at det indhold, vi bærer i danskundervisningen, skal handle om menneskelivet på godt og ondt, lige nu og her – ikke nødvendigvis om superhelte og ikke nødvendigvis direkte målbart inden for et kompetenceområde. 

Jeg ved ikke, om den fantasifulde og autentiske danskundervisning er tilstrækkelig til at vende en udvikling, hvor børn mistrives fagligt og socialt i skolen. Jeg tror, at der også skal en lang række andre værktøjer i spil for at vende udviklingen. Men jeg tror på, at det er stjernestunderne, der giver ilt og næring til vores danskfag og skoleliv. Og jeg nærer et spinkelt håb for fagets fremtid, når jeg ser entusiasmen i 0., 3. og 5.klasses øjne. 5.klasse sætter det udvidede tekstbegreb i spil lige nu i arbejdet med fagtekster. De undersøger ivrigt busplaner, bagsider af Gajolpakker, dagbøger, debatindlæg og opskrifter i et forsøg på at få greb om læsning, teksttyper, virkemidler – men vigtigst formålet. 

Og så er vi tilbage ved knitreprutten. Formålet og min snor i faget er ikke altid brugbarhed og direkte omsættelighed. I faget skal der være plads til at sanse, opleve, nærstudere og blive klogere på den verden, vi er alle er en del af – dette med en god portion af danskfagets indhold og metoder. Den æstetiske og åndsfrie snor i faget må aldrig klippes over af en opgasset læringsdagsorden.