Ånd og liv er skoleliv

Jeg er i disse dage så stolt, at jeg næsten ikke kan rumme følelsen i kroppen. De sidste fem år har jeg kastet mig ud i danskundervisning med udskolingens elever.  I disse dage vokser jeg for hvert minut i min lærergerning i nye og anderledes retninger.

Jeg er dansklærer på mellemtrinnet og hvor har hvert minut med børnene siden skolestart været berigende. De sprudler, og de begejstres om der så står læseløft, skriftlighed eller litteratur på skemaet. Jeg begejstres sammen med kolleger om det undervisningsrum, vi udfolder for både det enkelte barn, men i allerhøjeste grad også fællesskabet. Jeg glæder mig over, at jeg ikke kun har et år til at lade det faglige og dannelsesmæssige aspekt gå hånd i hånd, men derimod en årrække. For dannelse tager tid.

Vi har alle en holdning til folkeskolen og meningstilkendegivelserne bliver ikke mindre i disse dage, hvor skolen vågner op til undervisningsministeriets nye fixpunkt – dannelse. Dannelse skal der til og der skal være højt til loftet i den danske folkeskole. Der er højt til loftet. Men ordet, dannelse, klinger efterhånden så hult i politikernes mund. Ja måske ligefrem fremprovokerer det til en afstandstagen til det, der i min optik er skolens væsentligste opgave.

Jeg valgte ordet, ånd, som overskrift for dette blogindlæg. Jeg turde ikke bruge ordet, dannelse. Begrebet opløses langsomt i disse år, fordi det konstant bliver argumentet, nødvendigheden, holdepunktet i et skoleliv, hvor mange parter fornemmer en vis åndsforladthed. Politikerne griber i dannelsesbegrebet ved en hvilken som helst lejlighed. Men hos os, der står i skolens muld, ved vi, at dannelsesbegrebet aldrig kan sættes på formel. Den er der. Sammen med og i kraft af ånden. Og vi mærker den, når vi mødes på lærerværelset, når vi mødes i klasselokalet, når vi mødes over kopimaskinen og taler om, at lige om lidt så er det nu. Så er det nu, at børnene kommer og vi er klar til næste års rejse.

For det magiske i en hvilken som helst undervisningssituation er, at ånden er der i kraft af mødet mellem barnet og den voksne. Den ånd, som gennem så mange år har båret vores skoleliv frem. Vi ved, at rammer er nødvendige, men ånden kan aldrig indfanges, fordi den lever i mødet mellem det barnelige, fantasifulde og umiddelbare univers og den voksne, der har noget på hjertet. Ja det lyder næsten som formålsparagraffen anno 1975.

Henover sommeren er der sket en opløsning af Fælles Mål, som skal sikre, at eleverne forlader skolen med et solidt kompetencefundament samtidig med, at skolens parter får forvaltningsfrihed. Målet er god gedigen undervisning – men har det ikke altid været det? Når jeg møder Kirsten på gangen indtil 1. klasse og vi ser hinanden i øjenene, så ved vi, at vi gør vores bedste for at skabe et professionelt og meningsfyldt undervisningsrum for barnet.

Jeg er bange for, at denne målopløsning ikke er tilstrækkelig til at skabe et albuerum i folkeskolen. Vi skal starte et helt andet sted. Når vi står i dansktimen sammen med barnet, så ved vi, at en afgørende faktor for, at barnet lærer og lykkedes, er den ånd og den magi, som barnet fornemmer i undervisningen, som tænder og giver virkelyst. Den skal beskrives, forklares, betones, skrives ind, ja nærmest råbes ud. 

Ånd og liv. Derfor skoleliv. Åndsliv betyder for mig et skoleliv, hvor der er begejstring, sjæl, gnistren og hvor der er et fælles afsæt for at skabe endnu mere gnistren og begejstring. Gnisten er der – men går den ikke tabt, hvis vi forsøger at sælge politik på den?