Marie Elmegaard

Blog

Dansklæreren til motionsdag

12 km blev distancen sammen med Marcus til fredagens motionsdag. Forpustetheden har lagt sig, men det har refleksionerne langt fra.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Marcus løb 12 km på motionsdagen i fredags. Jeg fulgte trop på distancen mere eller mindre svedig og forpustet. De sidste par måneders intensiv arbejde med en ny elevgruppe, forældregruppe og med en masse nye fantastiske kolleger blev forløst på en 12 km lang rute i Nørreskoven.

Det er lang tid siden, at jeg har blogget og med efterårets komme, tænkte jeg, at det nu var på sin plads at folde ud, hvad jeg har begivet mig ud i de sidste par måneder. Jeg har tænkt mange tanker, men i en ny lærervirkelighed har virkeligheden i den grad ramt mig og i flere omgange er tankerne blot blevet ved tankerne.

Marie Elmegaard

Lærer, pædagogisk konsulent v/CFU UCL. Pædagogisk konsulent, folkeskolelærer, efterskolelærer, kursusholder, konferencedyrker, læsehest, skrivenørd og tidligere formand for Dansklærerforeningens bestyrelse for grundskolen. Mange titler, men helt igennem danskmenneske og med et hjerte, der brænder for danskfaget i dets mangfoldige fylde og form. Jeg blogger særligt om litteraturdidaktik og skrivedidaktik og om, hvordan danskfagets kerne af tekster og sprog kan udfoldes for særligt mellemtrinnets elever. Alt sammen for, at faget, eleverne og læreren slår danskfaglige gnister.

Marcus’ 12 km ansporede mig i den grad til et nyt blogindlæg om at være lærer i grundskolens danskfaglige virkelighed. Hen over sommeren skrev jeg om Susanne, som sagde farvel til sit danskfaglige ståsted gennem mange år, mens jeg sagde pænt goddag til en ny danskfaglig virkelighed. Det at gå fra at være efterskolelærer til at blive dansklærer for folkeskolens mellemtrinselever har givet mig et nyt arbejdsliv. Et fedt, fantastisk og berigende arbejdsliv, hvor sejrene føles som en kæmpe energieksposion inden i, og hvor det at bevare, styrke, forandre med omsorg for mit kære danskfag, til tider føles som en indre kamp.  

På magisk vis er jeg blevet ramt af – tænker jeg – de fleste dansklæreres virkelighed, når strukturelle forhold samtidig med et fag, der i den grad er presset fra politisk side, er vores virkelighed. Jeg nyder dansktimerne med mine elever. Deres respons viser også, at de nyder den. Men jeg er bekymret. Jeg er den voksne, der bekymrer mig for, om den glæde som jeg altid har følt ved faget, også vil blive til en begejstring fra elevernes side. Måske mest af alt er jeg er ikke bekymret for eleverne. De er begejstrede, når vi dansklærere er det. Det så jeg med Marcus, der besteg de 12 km sammen med mig og med glæde, energi og en smule forpustethed anerkendte min tilstedeværelse på distancen. Måske er jeg mest bekymret for dansklæreren.

Forleden dag blev jeg interviewet af en journalist fra Berlingske i forbindelse med Charlotte Birk Bruuns debatindlæg. Et lang stykke af vejen er debatten kommet til at omhandle ansvarspålæggelse. Hvem har ansvaret for barnets færdigheder? Jeg vil hellere spørge; hvem har ansvaret for begejstring, glæde og entusiasme for at lære? Her bliver jeg bekymret. For Marcus viser med al tydelighed, at det er vi mange voksne, der har. Han fortæller mig også, at den slags diskussioner om ansvar fjerner fokus fra det, som danskundervisningen handler om – et møde mellem mennesker, hvor vi alle giver “noget” af os selv og dermed kræver en andens tilstedeværelse. Vi har ÉT fælles på hjertet. Her pålægges der ikke et ansvar. Her påtages der et ansvar. Her er vi og vi begejstres sammen af de mange facetter, som faget bidrager med.

Jeg er bekymret, men jeg er også optimistisk, når Marcus og jeg sammen bestiger de 12 km og Marcus glædestrålende fortæller, at det, han aldrig troede var muligt, netop er gennemført. Så forsvinder bekymringerne og Marcus giver mig håb om at engang imellem, så skal vi dansklærere løbe 12 km og tro på, at det vi gør hver dag med eleverne og med vores fag, er en til tider udmattende distance, men en nødvendig løbetur for at begejstre og give danskfaglig glæde. Det er det, danskfaget handler om. Glæde, begejstring og endnu mere glæde ved ord, tekster, temaer, forfattere, perioder … og således blev de 12 km til et lille tigerspring.  

Powered by Labrador CMS