Litteratur – i følelsernes vold

2020 bliver måske året, hvor vi fejrer nogle af børnelitteraturens største værker. Senest er det bl.a. blevet til en virtuel fejring af Astrid Lindgrens berømte karakter, Pippi Langstrømpe, og Cecil Bødkers historiske, hjerteskærende forfatterskab. Forleden dag blev jeg interviewet til en artikel om Pippis jubilæum. Undervejs i interviewet oplevede jeg, hvordan journalistens spørgsmål gradvist forandrede sig til en fælles undring; hvad er det helt særlige ved Pippi, der får 0.klasses elever til at grine? Hvad er det særlige ved Ronja Røverdatter, der får 4. klasses elever til at græde? Hvad er det helt særlige ved Pippi og Ronja, der kaster voksne ud i en større emotionel rutsjetur?

Mange har givet bud på, hvad der sker i os, når vi læser skønlitteratur. For elever og mit eget vedkommende har jeg oplevet, at der først og fremmest sker en identifikation med hovedkarakteren. Vi kender alle følelsen af at møde de voksnes verden og regler med stor forundring. Ja, man får nærmest lyst til selv at løfte en hest over hovedet i ren forundring over, hvor mange regler voksne kan opsætte for sig selv og andre – store som små. Vi kender alle følelsen af, at rejse bort fra mor og far – den første lejrskole, den første weekendtur med fodboldklubben, den første nat i egen lejlighed. Ja, man får nærmest lyst til at tage et eller andet med, der vækker genklang af ens forældre – smag, duft, lyd. Præcis som Ronja Røverdatter, der den første nat i Mattisskoven synger Birk til ro med mor Lovis’ ulvesang.

Skønlitteraturen kaster læseren ud i en mere eller mindre magisk verden. Og det er denne verden, der bliver en spejling af vores eget liv. Vi kastes brutalt ud i de følelser, der opstår i kølvandet på denne spejling, som langsomt skaber forandring – giver os andre måder at handle i livet på.

I skolen grinte jeg som elev også af Pippi. Ligesom jeg græd, da Ronja vendte hjem til Mattisborgen og oplevede Skalde-Per dø af alderdom. Ligesom jeg blev så uendelig trist over den uretfærdighed, som rammer familier i ”Ægget der voksede” af Cecil Bødker. Og i dag er jeg ikke bange for med elever at vise disse følelser – hellere ikke, når vi læser nyere litteratur. Måske fordi jeg fornemmer, at de også trækker på smilebåndet, mærker gråden i halsen og uretfærdighedens varme forplante sig i kroppen. Og fordi jeg af ren pædagogiske årsager synes, at det er helt okay at være i sine følelsers vold.

Skønlitterær læsning er uagtet alder at blive kastet i sine følelsers vold. Og det skaber hos mig en refleksion over, hvilke pædagogiske og didaktiske overvejelser vi som lærere gør os om undervisningen, hvor den skønlitterære læsning finder sted. Kan undervisningen tilrettelægges indholdsmæssigt og metodisk, så den skaber de bedste rammer for at være og takle at være i vores følelsers vold? Hvis ja; er det, når vi får lov til at mærke den umiddelbare følelse på grund af den umiddelbare oplevelse – den autentiske læseoplevelse? Er det, når vi bygger stærke sproglige og tekniske stilladser for selve læsningen af skønlitteraturen og lader stilladserne være døråbnere? Er det, når vi analyserer litteraturen for at blive nysgerrige på det, der gemmer sig bag tekstens tomme pladser? Er det, når vi tilbyder et fordybelsens rum og egen udforskning af litteraturen – sammen eller hver for sig? Er det, når vi medbringer en miniaturemodel af ”Lillepigen fra Lollands” dagbog eller går på opdagelse i ”Guldfisken Glimmers” univers med små fiskemodeldukker? Er det, når vi læser både nyere og ældre litteratur?

Der kan ikke gives et endegyldigt svar. Og alligevel; måske findes svaret lige præcis hos dine elever – i din klasse. Måske findes svaret i, at vi først og fremmest – store som små – siger ja til skønlitteraturen og ja til at være i vores følelsers vold, fordi det kan lære os så meget om at være menneske – hver for sig sammen.

På CFU finder du masser af skønlitteratur med en stærk sansende appel. Du finder både den ældre skønlitteratur og nyere litteratur, der kryber helt ind under huden. ”Helikopter” af Morten Walther Rasmussen var for mig en stærk oplevelse på samme måde som Adam O’s ”Den rustne verden” får latteren og alligevel alvoren til at fylde hele min krop. Der er ingen af de følelser, hverken jeg eller eleverne vil og kan være foruden. Gå blot selv på opdagelse i CFU’s Udlånssamling og oplev, hvordan der hele tiden kommer nye skønlitterære værker i analog og digital format, som kan kaste os alle i vores følelsers vold.