Marie Elmegaard

Blog

iPrøve, søgemaskiner og links

En lille refleksionsrejse i iPrøven og tanker om udfoldelsesmuligheder for elever og dansklærere i et landskab af søgemaskiner, links og megabytes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har netop afholdt en række af Dansklærerforeningens kurser i iPrøven, og det har i den grad sendt mit dansklærerhjerte på en lang refleksionsrejse.

Min første mobiltelefon var en Ericson 198 og indtoget af den første computer på mit værelse skete i midten af 1990’erne i form af en PC fra IBM. I forbindelse med forberedelsen til dette års forestående iPrøve valgte jeg i en time at sende min 9.- og 10. klasses elever på rundrejse i min digitale opvækst. Der blev sendt forundrede blikke rundt i klasselokalet og pludselig udbrød Julie: ”Hvordan har du overhovedet kunnet få dig en uddannelse?” I dag er der som sådan ikke noget nyt i ordene, det digitale danskfag. Vi har i dansktimen vænnet os til skærmens blå signaler om, at her er et univers af søgemaskiner, links og megabytes på rejsen ind i fagets også almendannende aspekter. 

Marie Elmegaard

Lærer, pædagogisk konsulent v/CFU UCL. Pædagogisk konsulent, folkeskolelærer, efterskolelærer, kursusholder, konferencedyrker, læsehest, skrivenørd og tidligere formand for Dansklærerforeningens bestyrelse for grundskolen. Mange titler, men helt igennem danskmenneske og med et hjerte, der brænder for danskfaget i dets mangfoldige fylde og form. Jeg blogger særligt om litteraturdidaktik og skrivedidaktik og om, hvordan danskfagets kerne af tekster og sprog kan udfoldes for særligt mellemtrinnets elever. Alt sammen for, at faget, eleverne og læreren slår danskfaglige gnister.

Da jeg selv begyndte at grine, greb klassen chancen for at grine med – den pinagtige stemning, hvor eleverne et øjeblik havde medfølelse med deres dansklærer, var opløst. Og jeg måtte konstatere, at unge mennesker i dag lever i digitaliseringens grænseløshed og bruger digitaliseringen som et dagligt fix for at opnå viden, få indsigt, opretholde status, ja måske ligefrem for at træde i eksistens. Digitalisering er for mig et redskab, der skaber links til ny viden, søgemaskiner fulde af erkendelser, programmer til mangfoldige udfoldelsesmuligheder, men aldrig må forveksles med livet lige nu og her.

Den obligatoriske iPrøve banker sagte på døren ind til alle klasseværelser og, hvis den ikke giver læreren grå hår i at hjælpe alle elever til at forstå i’ets dimension og betydning i prøven, så skaber den nervøsitet hos eleverne. På én og samme tid skal både musen, tastaturet, skærmen og den danskfaglige tankevirksomhed sættes i svingninger og afslutningsvis forenes i et produkt, der vurderes af én beskikket censor. Hvor eleverne kiggede på 9.klasses eleven fra 1990’ernes (altså mig) digitale udfoldelsesmuligheder med forundring, må de nu indse, at deres færden i (det sociale) medielandskab ikke nødvendigvis kan overføres til et essay, hvor indhold, sprog, form og krav om dokumentation går op i en højere enhed.

For mig er digitaliseringen et værktøj, som giver alle elever muligheder i bl.a. en prøvesituation -  men også kan spænde ben for mange elever, hvis ikke værktøjerne kan anvendes. For eleverne er digitalisering, hvorfra deres verden går. Jeg ser det som min vigtigste opgave som dansklærer at bygge bro mellem værktøjer og verdener.