Vi skal makke ret - eller skal vi?

Påske er for mig lig med masser af traditioner – det er med traditioner som med lærerlivet, at nyt bliver med tiden traditionelt, hverdag, genkendeligt. Jeg er blevet lærer i en tid, hvor det, jeg forventede - det, jeg studerede i min seminarietid, ville være indholdet af folkeskolen, når jeg engang blev færdig. Men jeg blev skuffet.

De lå alle på min bogreol; Henriksen, Reinsholm, Oettingen – klar til at bygge bro mellem teori og praksis og folde et rigt skoleliv ud. Løgstrupske tanker om spontane livsytringer og om at holde det vigtigste, BARNET, i et møde med verdenen, blev min drivkraft.

Apropos traditioner, så begav jeg mig i sidste lørdag ud i at trille æg på Samsø. Sammen med seks andre ligeså legelystne voksne slap vi et øjeblik hverdagens travlhed og skiftevis trillede og kastede med æg, der på møjsommelig vis timerne inden var blevet indfarvet med løgskaller og Skarntyder. Æg fløj i vilde formationer over Ballebjerg – de voldsomme kast resulterede i knuste skaller, mens de forsigtige men bevidste ”trilninger” gav hele æg, der lyste op i det forårsgrønne græs. Sådan er det vel også med skolelivet, at når vi målrettet, ja nærmest brutalt, kun tvinger kundskaber, færdigheder, læring igennem, så knuses barnet før eller siden. Men når vi med varsomhed, vovemod og dømmekraft underviser, så opildnes barnet til at ville se endnu mere af verdenen. 

Og midt i min overvejelse om kast eller trilning, spurgte en pensioneret friskolelærer mig: ”Hvordan går det med at være lærer?” Det hører til sjældenhederne, at jeg ikke får dette spørgsmål og hver gang efterlades jeg i et virvar af uafsluttede sætninger, lange forklaringer, forsvar og ikke forsvar, for udmattet at konstatere, at jeg savner rum for at være kreativ. Jeg savner den kreative, gnistrende skole, som jeg i min seminarietid drømte så meget om at være en del af.

Henriksen, Reinsholm og Oettingen inspirerede mig helt vildt og gav mig blod på tanden til at være kreativ, anderledes tænkende, stille spørgsmål og udfordre skolelivet – og konstant må jeg i mødet med diverse politiske tendenser konstatere, at jeg blot skal makke ret. Denne makken ret giver til tider blod på tanden til netop ikke at makke ret, men derimod forsøge at bevare men også forandre mit elskede danskfag med varsomhed, vovemod og dømmekraft. Til andre tider frygter jeg, at for megen makken ret skaber nye rammer og traditioner for skolelivet, så vi helt glemmer, hvorfor vi egentlig holder skole.